Sæt strøm til det nye år: Købmand halverede elforbruget 

Dagrofa 1. jan 2023 -
This describes the image
Jim Sammuttis i Min Købmand i Stillinge Strand hentede hurtigt store besparelser på elforbruget. Foto: Privat
  • Sådan tacklede Jim Sammuttis i Min Købmand i Stillinge Strand elregningen i 2022. Han hentede hurtigt store besparelser på elforbruget ved nøje at ændre på brugen af køle- og frysemøblerne. 

Skrevet af: Henrik Denman

Artiklen blev publiceret den 11. november 2022.

Jim Sammuttis ejer Min Købmand i Stillinge Strand i Vestsjælland, og ligesom andre købmænd fik han er regulært chok, da elregningen for august havnede på hans bord.

Hans elforbrug har normalt ligget på omkring 15.000 kr. om måneden. Foran ham lå en regning på hele 94.000 kr.

Han tænkte, at gode råd var dyre, hvis han skulle kunne fortsætte driften af det lokale supermarked, men det viste sig, at han hurtigt kunne finde vejen til så store besparelser, at han kunne halvere forbruget i løbet af meget kort tid.

For Jim Sammuttis lå løsningen i en anderledes brug af køle- og frysemøblerne i butikken. Kort sagt opgav han at bruge køle- og frysemøbler med ekstern kompressor og udelukkende anvende møbler med indbygget kompressor.

– Da jeg så, at elprisen stak helt af, tænkte jeg med det samme på, hvad jeg kunne gøre. Jeg fokuserede på køle- og frysemøblerne, og noget af det dyreste er de møbler med ekstern kompressor. Jeg kigger derefter på, hvilke varer butikken sælger i de møbler, og jeg blev faktisk noget overrasket over, at her var nogle varer, som vi ikke rigtig solgte, og dermed var de varer jo en dårlig forretning, siger han.

Han flyttede de hurtigst sælgende varer over i de energirigtige møbler, og resten flyttede han ud i fryserummet, som kørte i forvejen. Han slukkede for den store fryser, som kørte på ekstern kompressor. Derefter tog han en anden kølereol med pålæg og ost og slukkede for den, da den også kørte på ekstern kompressor.

Varerne herfra blev flyttet over i de energirigtige møbler, som han havde købt for nogle få år siden.

Han valgte desuden at flytte et mindre to-go sortiment, som bl.a. håndværkere gerne vil have med på farten, hen i en lille køler.

Endelig er der slukket for en grøntkøler, som også kørte på ekstern kompressor. I stedet bruger butikken mælkerummet, så pladsen udnyttes bedre. Her står i dag følsomme varer, som skal være under køl.

Lyset var ordnet

Butikken kan se, at ændringerne har givet et mindre fald i omsætningen, men den mindre omsætning skal opvejes mod de store elpriser.

– Vi har mistet lidt omsætning, fordi vi ikke har samme sortiment, men jeg tror ikke, at den manglende omsætning vil opveje de stigende energipriser. 
Jim Sammuttis har ikke haft behov for at gøre belysningen mere energirigtig, for det havde han gjort allerede i maj. 

– Det er bare det, vi har gjort, og så har vi halveret vores energiforbrug ved at se på, hvilke varer vi sælger, og hvilke der har kølekrav, siger han. 
Resultatet af ændringerne står nu at læse i hans elforbrug, som er blevet halveret. Inden energikrisen lå elforbruget på 20 kiloWatt i timen. Nu er butikken nede på 10 kiloWatt i timen.

Da elpriserne fortsat er høje, får butikken ikke et tilsvarende fald i elregningen, men den er nu nede på et fornuftigt niveau i forhold til butikkens driftsbudget.

– Med det niveau, elprisen har ligget på i flere år, har vi typisk haft en elregning på ca. 15.000 kr. om måneden. Det var med det gamle forbrug. I august stak det fuldstændig af, da jeg fik en elregning på 94.000 kr. Den sidste regning lød igen på 15.000 kr. selv om vi har halveret forbruget, men det viser, at elpriserne stadig er høje.

Da Jim Sammuttis fik den store regning for august, kontaktede han straks Dagrofa, som hjalp ham med at lave et drifts- og likviditetsbudget under de nye vilkår. Det var ikke opløftende, men han besluttede sig for hurtigst muligt at forbedre energiforbruget. Butikken har siden halveret forbruget, men elprisen er stadig høj i forhold til, hvad den har været. I dag er købmanden i Stillinge Strand optimist:

– I dag ser det væsentligt bedre ud end det gjorde i efteråret, da jeg fik den store regning, siger han.

This describes the image

I Min Købmand i Stillinge Strand er kølemøbler med ekstern kompressor taget ud af drift, og det kan mærkes på energiforbruget.

This describes the image

Dagligvarehandlen deler gode råd til at tackle elregningen 

I en række artikler har DH Media - Dagligvarehandlen belyst, hvordan de nye tider at indrette butikker på har fået købmænd og uddelere til at fjerne unødige energislugere og iværksat flere energisparetiltag.

Senest besøgte Dagligvarehandlen købmand Søren Lausten Jørgensen, som driver Spar på hovedgaden i Kerteminde. Han hilser den nye udvikling velkommen, også selv om opgøret med energifrås i butikken er fremtvunget af skyhøje energiregninger.

Det første energibesøg for at dele viden og inspiration begyndte hos købmand Lars Christholt Jensen i Let-Køb Skottegården i Kastrup på Amager. Siden gik turen til Irma i Dragør og videre til Meny i Solrød. Serien slutter med besøget hos Min Købmand i Stillinge Strand på Vestsjælland.

 

Opdateret 2. jan 2023