Sæt strøm til det nye år: Butikker konkurrerer om at sænke energiforbruget

Coop 1. jan 2023 -
This describes the image
Butikschef Mogens Christensen ved vinkøleren, hvor temperaturen er sat op fra fem til 12 grader.  Foto: Henrik Denman
  • Sådan tacklede butikschef Mogens Christensen elregningen i 2022: Irma i Dragør var blandt de bedste i kæden til af finde besparelser på elregningen

     

Skrevet af: Henrik Denman

Artiklen blev publiceret den 17. november 2022.

Irma kører resten af året en konkurrence mellem kædens butikker om at finde på kreative løsninger til at banke energiforbruget ned.

En af de deltagende butikker er Irma i Dragørs hyggelige bymidte på den sydlige side af Amager ved København. Selv om konkurrencen, som hedder Irmagi-prisen, langt fra et slut, har Irma i Dragør allerede placeret sig i førerfeltet som en af de butikker i kæden, der klarer sig bedst i bestræbelserne på at sænke energiforbruget.

Det er butikschef Mogens Christensen meget begejstret over, for han har også mærket voldsomme stigninger på el-regningen.

I september lød regningen på 83.000 kr. inkl. moms og afgifter, hvilket var en stigning fra 27.000 kr. i samme måned i 2021. Også i august modtog han er chokerende stigning på energiregningen, nemlig fra 34.000 kr. sidste år til hele 62.000 kr. i august i år.

Han siger, at der skal skrues på mange knapper, hvis butikkerne for alvor skal mindske energiforbruget.

– Butikkerne kan selv gøre en del, men de store energibesparelser kommer udefra, f.eks. hvis man udskifter varmekilden til en varmepumpe eller skifter de dyre maskiner ud med billigere. Der er de store penge at hente, men vi har også fokus på mange bække små. Vi er jo 66 butikker i kæden, og hvis vi kan spare 10.-15.000 kr. om måneden, så betyder det jo meget.

I Irma i Dragør er der indført flere forskellige initiativer.

Nye varmepumper

Et af dem er netop udskiftning af varmekilde. Butikken kører på gas, ligesom stort set alle huse og forretninger i Dragør gør det.

– Nu får vi skiftet gas ud med varmepumper. Der er ingen tvivl om, at det vil påvirke totalregnskabet i positiv retning. Jeg forventer, at varmepumperne er klar i midten af december, siger Mogens Christensen.

Irma i Dragør er en gammel butik, som ikke er særligt tæt. Nu får butikken sat varmepumper op, men i kasse-området er der måske 10-12 grader, når det for alvor er koldt, og derfor er der traditionelt opstillet en stor varme-blæser. Den er man endnu ikke gået i gang med at bruge, for medarbejderne er opsatte på at bidrage til, at butikken kan vinde i kædens konkurrence. Mogens Christensen holder dog samtidig skarpt øje med arbejdsmiljøet, så der ikke bliver for koldt i kasseområdet.

– Når man har en chance for at vinde, er det en kæmpe motivationsfaktor. Vi ligger og blander os i toppen. Så kan folk godt holde varmen. Når vi så ligger i toppen af konkurrencen, skubber medarbejderne tidspunktet for at tage varmeblæseren i brug. Det er da også virkelig en, der trækker watt.

Butikken har taget andre initiativer for at mindske energiforbruget.

Allerede inden konkurrencen gik i gang skruede man temperaturen op i de skabe, hvor der ikke er kølekrav. Vinkøleskabet står i dag på 12 grader, hvor det tidligere kølede fem grader ligesom et køleskab. 
– Man sparer forholdsvis mange penge for hver grad, vi hæver temperaturen. Vi har fra hovedkontoret fået udsendt en oversigt, over, hvor mange penge man kan spare på en almindelig impulskøler for hver grad, man hæver temperaturen. Tidligere har vi altid kørt med hvidvin, som var kold og lå ved fem grader. Vi har aldrig tænkt over det tidligere. Det har ikke været aktuelt at skænke det en tanke. 

Vægkølere uden lys

Butikken har i mange år haft et tænd og sluk-system, og det er man glad for i dag. Desuden har der været køleskabe fra bryggerierne, fordi butikken især i sommerhalvåret har mange strøgkunder. I dag har butikken fjernet fire-fem af skabene. Man har slukket knap hver anden spot i loftet, og i vægkølerne er lyset slukket.

– De nye tiltag har vi indført indenfor det seneste tid, da vi så de store stigninger på energiregningen. Det er interessante tal. Indtil juni var der ikke nogen videre stigning, men så steg det stille og roligt og kulminerede i september med en tredobling af regningen. I forvejen fremhæves Dragør som en af de kommuner, som er hårdest ramt, fordi alt er baseret på gas. Vi møder utrolig stor forståelse blandt kunderne, når vi har slukket lys i butikken, for de er mærket på deres egen pengepung. De kan jo nemt sætte sig ind i, hvorfor vi gør det. 

 – Nu kører vi indeks 63 på el på den seneste måling, der er kommet, men jeg ved ikke endnu, hvad det betyder for os. En ting er at køre indeks 63, men hvis priserne er steget indeks 300, så vil min el-regning i oktober stadig være tre gange så høj. Jeg kan ikke spare mig ud af så stor en prisstigning, siger Mogens Christensen. 

Irma inddrager gennem konkurrencen Irmagi-prisen alle butikkerne i kædens energiforbrug og muligheden for at spare.

Den butik, som skaber størst besparelse på butikkens energiregning, vinder ikke mindre end deres lokale besparelse i kwh i danske kroner. Den samlede præmiesum bliver omkring 100.000 kr., og pengepræmien er øremærket til at afholde et eller flere arrangementer for personalet i de butikker, der vinder.

I begyndelsen af november kunne konkurrencen allerede aflæses på Irmas energiregning med et fald i energiforbruget på omkring 13 pct.
Det mindskede energiforbrug betyder samtidig, at butikkernes CO2-udledning er faldet drastisk. 

Udover Irmagi-prisen har kæden oprettet en postkasse "Gode råd er ikke dyre", hvor butikkerne deler gode ideer til at spare på energien.

This describes the image

Irma i Dragør har slukket knap hver anden spot i loftet, og i vægkølerne er lyset slukket. 

 

 

This describes the image

 

Dagligvarehandlen vender energikrisen på hovedet og taler med købmænd, uddelere og butikschefer, der bygger vindmøller i strid modvind og sætter solceller op og meget mere.

Uden lokal og loyal opbakning står mange mindre butikker i en overlevelseskrise på grund af tårnhøje elregninger og inflation, der får kunderne til at handle mere discount og på tilbud.

Den tidligere regering har bebudet en økonomisk håndsrækning til de mindre butikker. Men det er også i krisetider, at købmandskabet viser sit sande ansigt og mobiliserer kreativitet og modstandskraft.

Dagligvarehandlens mission er at dele viden og inspiration. Så kom med ombord i vores nye serie og læs, hvordan dine kolleger i dagligvarehandlen tackler elregningen. 

Normalt giver vi kun adgang til vores artikler til abonnenter og annoncører. Men den nye artikelserie er uden lås, for vi ønsker, at historierne om det gode købmandskab rammer den brede offentlighed. Best practice er for os alle.

Opdateret 2. jan 2023