Dansk brugsforening går sammen med færøsk brugsforening
-
Fredensborg Brugsforening investerer i færøsk brugsforening
Fredensborg Brugsforening investerer et tocifret millionbeløb i den økonomisk pressede færøske brugsforening Føroya Keypssamtøka.
Aftalen er kommet i stand efter at Føroya Keypssamtøka de seneste år har været økonomisk udfordret. Foreningen driver seks supermarkeder på Færøerne med en samlet omsætning på omkring 250 mio. kr.
De to brugsforeninger danner et fælles selskab, hvor de hver ejer 50 procent, men med stemmemajoritet til Fredensborg Brugsforening,
Det nye samarbejde skal sikre, at nødvendig kapital, kompetenceudvikling og fornyelse bliver gennemført, så Føroya Keypssamtøka kan blive mere konkurrencedygtig.
Uddeler Bo Kristensen bliver bestyrelsesformand i det nye selskab. Kristian Wolsing, der har været indsat som midlertidig direktør i Føroya Keypssamtøka det seneste år, bliver direktør.
Vækst og lønsomhed
Bo Kristensen siger, at bestyrelsen i Fredensborg Brugsforening går ind i den nye investering for at sikre, at der også i fremtiden er en medlemsejet dagligvarevirksomhed på Færøerne.
– Vi er overbeviste om, at vi kan skabe betydelig vækst og inden for en overskuelig fremtid gøre selskabet lønsomt samtidig med, at vi sikrer fortsat udvikling og sunde investeringer hos Fredensborg Brugsforening.
Jákup Mørkøre, formand for Føroya Keypssamtøka, siger, at samarbejdet vil sikre den nødvendige likviditet og detailhandelsmæssig kompetence, sparring og ledelse..
– Vi er meget glade for aftalen. Fredensborg Brugsforening bygger på samme værdigrundlag som os med medlemskab og brugsforeningstanken, og kulturelt har vi som to brugsforeninger meget tilfælles, siger Jákup Mørkøre.
Både Føroya Keypssamtøka og Fredensborg Brugsforening er selvstændige brugsforeninger, hvor medlemmerne ejer butikkerne. Begge foreninger køber størstedelen af deres varer fra Coop Danmark, og de er begge medlemmer af det danske Coop Amba, som er hovedorganisationen for de danske brugsforeninger, og som sammen med OK ejer Coop Danmark.