Købmand kvitter butik og vender retur til landevejen

Månedens sælger 9. sep 2024 -
This describes the image
Iver Egsgaard har været væk fra sælger-faget i flere årtier, men hans overtalelsesevner er stadig skarpe: - Det er altså bedre at sælge chips med 30 procents avance, end det er at sælge billig sodavand med næsten ingen avance, opsummerer han overfor Dagligvarehandlen.dk. Foto: Privatfoto
  • På vejen igen: 64-årige Iver Egsgaard stopper som købmand. Men hvad så? Svaret ankom i selskab med en gammel sælgerkollega, som havde et godt tilbud til købmanden. 

Næsten 34 år som købmand – og så kunne det være nok.

64-årige Iver Egsgaard overlod i begyndelsen af september Meny Sønder Omme til Martin Dam Ørts Hansen, der i halvandet år stod klar i kulissen som købmandens oplagte afløser. Martin bor i byen med sin familie, han har masser af branche-erfaring, og han er en engageret lokalpatriot.  

Iver Egsgaard har selv knoklet med at drive butik lige siden den hed Omme Lavpris i de tidlige 1990'ere. Han er lykkedes med den svære opgave i stærkt parløb med sin hustru, Lene, som nu går på efterløn. Iver ville gå hende på nerverne, hvis han valgte at gøre det samme.

Det mener han i hvert fald selv. Han fortæller også, at han stort set aldrig har planlagt noget i sit liv. Men han havde alligevel en slags plan for sin retræte fra købmandslivet. Han skulle lave noget: Egentlig et hvilket som helst job. Han vil bare ikke trisse omkring ad nedslidte ruter i parrets hus i Vejle. Målet var også, at det nye job skulle være uden dét tyngende ansvar, som følger i hælene på at være selvstændig købmand.

En sælgers død... er overdreven

Det endte noget overraskende med, at Iver nu skal være travl sælger på farten. Dermed er han tilbage, hvor han begyndte for over 40 år siden.  

- Vendepunktet var, da jeg fik besøg af en kollega fra gode gamle dage. Vi arbejdede begge som sælgere i det daværende Scansellers. Da jeg genså ham i min Meny-butik, var han blevet salgschef for et ret ungt Støvring/Hobro-firma, NordicSnackCo. De laver produkter under navnet 'DK Snack', fortæller Iver Egsgaard. 

Han fik på flere måder smag for produkterne.

- NordicSnackCo laver gode chips, kager og andre fødevarer, og det viste sig, at det dæleme er noget, der kan sælge. Så da min tidligere kollega en dag vendte tilbage på salgsbesøg, sagde jeg til ham: 'Jamen Arne Krag, du bor jo i Aalborg og er salgschef. Du kan da ikke blive ved med at drøne rundt i hele landet. Hvad med om dit firma hyrer en ung, frisk gut som mig, så kan jeg klare Midtjylland, Sønderjylland og Fyn?! Jeg kom til jobsamtale, og de hyrede mig. Så når jeg begynder 1. oktober, er vi et salgsteam på tre fuldtidsansatte og en freelancer, fortæller eks-købmanden, der er klar til at selvantænde som sælger-missil med 'krudt i røven'.

Foryngelseskur

- Jeg glæder mig helt vildt til at gøre comeback. Jeg var sælger i ni år, inden jeg begyndte i butikken. Nu bliver det godt at vende tilbage og snakke med købmænd og butikschefer, som da jeg var ung. Det er fedt, at jeg som 64-årig får sådan en udfordring, siger Iver. Han medgiver gerne, at han er ganske dygtig til strømlinet sælger-snak, hvis behovet opstår.

Men han forventer, at mindre kan gøre det i det nye job.

- Produkterne kan sælges, og det ved jeg fra min egen Meny-butik. Det var derfor DK Snack fangede min interesse. Omsætningshastigheden er høj. Bruttoavancen og styksalget steg cirka 10 procent for dén kategori, og det er ikke nemt at finde varer, der kan det. Butikker kan f.eks. sælge DK Snack-chips til udsalgspris på 10 kr. – og endda få en god avance. Som købmand ved jeg jo, at alt til en 10'er kan sælges. Det er et godt udgangspunkt for mit salgsarbejde. Firmaets store sællerter er riskager samt chips med smag af flæskesvær og bacon. NordicSnackCo har også mange andre produkter, som gør sig godt, siger Iver. 

Tag chancer!

Hvad er den største forskel på at være sælger i dag i forhold til dengang, du var ung?

- Der kommer ikke nær så mange sælgere og konsulenter i butikkerne længere. I dag er det mest konsulenter, der tager sig af distribution. De enkelte kæder styrer ret stramt, hvad man har i sortiment. Derfor er udbuddet i butikkerne ret ensartet, og jeg savner variation og skæve indslag: produkter man ikke ser alle mulige steder. 

- De frie købmænd har dog stor grad af frihed til at supplere det faste sortiment med skæve indslag. I vores supermarked har vi haft en meget stor blomsterafdeling, som min kone stod for. Der var bemanding på fire i afdelingen, hvilket er ret usædvanligt. Vi har gjort det på vores egen måde, og jeg var selv en af de første, der brugte Facebook til at lave sjove videoer fra butikken. Jeg har også købt fra sælgere, der præsenterede produkter, jeg ikke havde afprøvet før.  

Sprøde udfordringer

Du skal begynde i en ret ung virksomhed. Hvad betyder det for dit arbejde?

- Det er virkelig en sælger-udfordring. Det er jo ikke produkter, der er tilknyttet en grossist. Det er rendyrket kanvas-salg med meget stor frihed. Det er ikke sådan et 8-16-job. Det kan jeg alligevel heller ikke finde ud af. Så det bliver nok mange timer, men jeg griber det an, som det passer mig. Jeg har aldrig gået så meget op i arbejdstimer. 

- Produkterne har et kæmpe potentiale, og salg til mindre butikker kan være lige så godt som til de store. Så jeg kommer til at besøge bredt. Min fordel er, at der i dag ikke findes så mange, som sælger på den måde, jeg gør.

- Discount-sektoren er dog svær. Jeg kan ikke tage ud i en Rema 1000-butik. Det skal foregå via hovedkontoret. Så målet er at få besøgt selvstændige købmænd og udbygge det derfra. På sigt kan vi forhåbentlig få aftaler med de store kæders hovedkontorer. 

Rejse uden slutdato

Hvor lang tid tror du, at du bliver kørende på vejene?

- Så længe det er sjovt – og så længe der er udvikling i det. Jeg har ikke planlagt meget i mit liv. Da jeg blev købmand, kom det også lidt ud af det blå. 

Så det er ikke emsige politikere, der skal bestemme, hvornår du går på pension?

- Nej, det bliver lysten, der afgør det. Når den ikke er der længere, stopper jeg, lyder det uden tøven fra den 64-årige sydjyske comeback-klare sælger.

Opdateret 9. sep 2024