Lidl skifter topchef i Danmark

Lidl 20. apr 2021 -
This describes the image
Dirk Fust har ledet Lidl Danmark i fem år. Han skal nu til USA. Foto: Helle-Karin Helstrand
  • opdateret.. Dirk Fust, der har stået i spidsen for Lidl i Danmark i fem år, skal videre til USA

Der bliver lidt overraskende skiftet ud på posten som adm. direktør for Lidl Danmark.

Dirk Fust, som gennem de sidste fem år har sikret kæden vækst på det danske marked og styrket virksomhedens image, forlader nu Danmark for at indtage en ledende rolle i den internationale discountgigants ekspansion i USA.

Han bliver afløst af 38-årige Jens Stratmann, der senest kommer fra en stilling som salgsdirektør i Sydtyskland med ansvar for ca. 1.400 butikker og 34.000 medarbejdere. Han har været i Lidl siden 2004.

 

This describes the image

 

Jens Stratmann skal fortsætte kædens ekspansion mod at tage stadigt større markedsandele i Danmark.

- Jeg har stor respekt for de resultater, medarbejderne i Lidl Danmark har skabt de sidste mange år, og jeg glæder mig meget til at videreføre dem. Lidl er rigtig godt på vej til at blive danskernes førstevalg, og det er min klare ambition at fortsætte og udvikle strategien med et stort fokus på kvalitet i både service, butikker og produkter fremadrettet, siger Jens Stratmann.

15 år i Danmark

Lidl rykkede ind i Danmark i september 2005 med de første 13 butikker. Det var dengang den nuværende Aldi-direktør, Finn Tang, der stod i spidsen for kæden.

Den tyskejede discountkæde er i øjeblikket i gang med en omfattende modernisering med nyt butikskoncept til alle kædens 133 butikker. I alt kan kæden nu sætte flueben ud for 60 af de i alt 100 planlagte butikker.

Deadline for moderniseringsprojektet er slutningen af Lidl's forskudte regnskab, som løber til udgangen af februar 2022. Det er samtidig planen at åbne op mod 10 nye butikker årligt.

Skal lede ekspansion i USA

Om valget af Jens Stratmann siger Dirk Fust:

- Jens Stratmann er den helt rigtige til at stå i spidsen for Lidl Danmark. Med sin store erfaring indenfor salg og ledelse på vores største marked, det europæiske, er Lidl og vores 3.300 danske medarbejdere i rigtig gode hænder.

Med erfaring fra ekspansionen på det danske marked får Dirk Fust en ledende rolle i den omfattende ekspansion, kæden står overfor på det amerikanske marked. Alene i 2021 er det planen, at Lidl skal åbne 50 nye butikker i USA.

- Jeg er utroligt stolt af den udvikling, medarbejderne i Lidl Danmark har skabt de seneste år. De sidste fem år har været en absolut fornøjelse, og jeg kommer til tage en masse gode minder og erfaringer med til USA, siger Dirk Fust.

Opdateret 20. apr 2021