Nu får chauffører i Coops onlinesupermarked overenskomst

Coop 27. jun 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Coop
  • Mens Nemlig.com har kæmpet med historier om dårlige arbejdsforhold, forebygger Coop nu en tilsvarende sag ved at sikre chaufførerne overenskomst

Siden en gang i marts har Nemlig.com været i modvind på grund af rygter om dårlige arbejdsforhold blandt chaufførerne, der er ansat af underleverandører.

Stort set på samme tid åbnede Salling Group for levering fra Føtex, og koncernen gjorde i den forbindelse med ud af at fortælle, at chaufførerne er af Føtex.

Nu har Coop fulgt Salling Groups eksempel og har trukket alle chauffører ind i huset under en ny overenskomst med fagforbundet 3F, der også har været blandt ind i Nemlig.com-sagen.

Coop undgår dermed at ende i en shitstorm, a la den som Nemlig.com har været ude for. Nemlig.com har blandt andet mistet offentlige kunder som en følge af sagen – og hvis udsagn på sociale medier står for troende - også private.

Fremadrettet bliver varerne fra Coop.dk Mad leveret på baggrund af overenskomst hele vejen fra lageret og frem til døren. Det står klart efter, at Coop og 3F Transport er blevet enige om en overenskomst, der dækker chaufførerne i de varebiler, der kører dagligvarer fra Coop.dk MAD til private husstande som erhvervskunder, kommuner og øvrige kunder.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Har benyttet underleverandører

Coop fortæller videre, at koncernen hidtil har Coop benyttet en række underleverandører, og at det også fortsat kan benytte en underleverandør, men at det i så fald sker efter de gældende chaufføroverenskomster.

Coop skriver, at ”det er vigtigt, at digitaliseringen i detailhandelen også sker efter den danske model, der sikrer ordnede forhold for medarbejderne”.

- Vores salg er steget så meget det seneste år, at vi bedre er i stand til at forudse efterspørgslen. Derfor vil vi gerne gå over til at have vores egne chauffører, som kan sikre kunderne den bedste oplevelse, når de får varer fra Coop.dk Mad. Hos Coop ønsker vi at tage ansvar for vores chauffører, som er vores ansigt hos kunderne i forbindelse med online-handel. Vi er derfor glade for de konstruktive forhandlinger, vi har haft med 3F om en overenskomst, som sikrer både ordnede forhold for vores medarbejdere og en fleksibel levering for kunderne, siger adm. direktør Kræn Østergaard Nielsen fra Coop.

I 3F Transport kalder formand Jan Villadsen den nye overenskomst et gennembrud for fair transport i hele distributionskæden.

- Jeg er meget glad. Overenskomsten med Coop er et vigtigt gennembrud i en tid, hvor onlinehandel er i stærk vækst, mens medierne beretter om uhyrlige forhold på den her del af arbejdsmarkedet. Onlinehandel gør livet lettere for mange, men arbejdet skal naturligvis foregå på ordentlige vilkår. Overenskomsten med Coop sikrer, at forbrugere nu kan vælge sikkerhed for fair transport og ordnede forhold, når de bestiller varer. Samtidig kan den nye overenskomst medvirke til at skabe lignende rammer hos andre virksomheder, der leverer varer direkte til forbrugernes dørtrin eller andre ydelser via en app, siger Jan Villadsen, formand i 3F Transport.

Opdateret 28. jun 2021