Ugens succes: Lokal købmand inviterede kunder på bustur til Tivoli 

Ugens succes 8. mar 2024 -
This describes the image
Købmand Brian Mossalski Nielsen, Min Købmand Øster Bjerregrav. Foto: Flemming Effersøe
  • Købmand Brian Mossalski Nielsen understreger, at basis skal være 100 pct. på plads, før der er plads til julelege, som da han sendte kunderne til København

Når historien handler om Brian Mossalski Nielsen, købmand i Min Købmand i Øster Bjerregrav, en lille landsby små 10 km uden for Randers, så kunne succesen sagtens være Brians evne til at lave turn around i de små, lokale butikker. Men for ham lyder det mere som et facts of life, at basis selvfølgelig skal være 100 pct. på plads, end en egentlig historie, der er værd at skrive om.

For Brian har været vidt omkring, siden han blev uddannet kommis fra Kvickly Brande i 1990. Den 54-årige købmand har blandt andet været brugsuddeler, sælger, assurandør og haft tankstationer, inden han vendte tilbage til dagligvarebranchen for ni år siden.

-  Jeg blev først ansat i en lille by til at genåbne en butik, der havde været lukket i fem år. Det lykkedes, og så blev jeg tilbudt en stilling i Hylke, hvor den lokale Letkøb havde det svært.

Brian accepterede men ikke uden betingelser

-  Hvis de ønskede mig i Hylke, så var det for at udvikle og ikke afvikle. Og jeg kom til at stå i spidsen fra transformation fra Let-Køb til Min Købmand i Hylke. En forretning der stadig eksisterer, ligesom den jeg var med til at genåbne.

Dårlig timing

Midt i kædeomlægningen fik Brian buddet hos Min Købmand i Øster Bjerregrav, men timingen var dårlig. Han ville ikke at forlade Hylke, før arbejdet var gjort færdigt. Men allerede et lille år senere blev Brian ringet op igen, og denne gang passede tidspunktet, og Brian blev købmand i Øster Bjerregrav i januar 2022.

-  Og kort tid efter fik vi energikrisen med voldsomt stigende energipriser, der pressede alle butikker. Mange fyrede for at få råd, men jeg ville ikke spare mig igennem. Jeg ansatte en ny mand til at overtage en del af mine opgaver på gulvet i butikken. 

Det var ikke, fordi Brian var træt af de daglige praktiske opgaver i butikken. Men Brian indså, at det var nu, at hans evner som leder og til at tænke kreativt skulle i spil for at styre butikken sikkert igennem de usikre tider. Og selvom det skubbede lønprocenten opad, så gav de frigivne timer bonus. Min Købmand i Øster Bjerregrav har øget omsætningen 26 måneder i træk.

Juleudsmykningen på D’Angleterre

This describes the image

Med basis 100 pct. på plads blev der rum til, hvad Brian selv kalder julelege. 

-  Jeg har et drive, der vil mere. Jeg søger gerne udenfor butikkens salgsareal og bidrager til vores lokalsamfund. Ja, jeg er så aktiv, at mine kunder bliver overrasket, når det går op for dem, at jeg ikke bor i Øster Bjerregrav men 10 km væk i Randers.

Meget passende foregik en af julelegene op til julen 2023. Brian fandt på at leje en bus og arrangere en tur til Tivoli København.

- Vi tog tidligt afsted fra Øster Bjerregrav. Jeg selv og en af mine venner opvartede i bussen, og selvfølgelig startede turen med rundstykker og en lille en til først det ene ben og så det andet.

På vej mod København blev de 54 passagerer forkælet af Brian med konkurrencer og frokost, så alle var i godt humør, da de nåede Tivoli. Her gik de fleste ind og nød den gamle have, mens andre skulle en tur ned ad Strøget eller lige hilse på familie, når de nu var i København.

-  På vej over blev vi i bussen enige om at køre en halv time tidligere fra Tivoli, så vi kunne komme ned forbi Kongens Nytorv og D’Angleterre for at se juleudsmykningen. Det kan jo noget helt særligt, når vi kommer fra en lille by i provinsen.

Turen snakker Brians kunder stadig om, og der kom hurtigt en efterfølgende tur til Skagen for at gå på Grenen og få lidt godt fisk at spise. For Brian er turene en måde at bidrage til lokalsamfundet på. Han skal ikke tjene på at arrangere dem. De skal bare løbe nogenlunde rundt. For Brian er gevinsten sammenholdet i byen og forhåbentlig en større loyalitet til byens købmand. 

-  På turen til København fik jeg 54 meget stærke ambassadører for mig og Min Købmand. Jeg bidrog til at gøre Øster Bjerregrav til et lidt mere attraktivt og levende lokalsamfund. Det betyder meget for mig.
 

Opdateret 8. mar 2024