Stærk kommunikationsprofil til KFI Erhvervsdrivende Fond

Vil du være med til at gøre en forskel for de selvstændige købmænd i Danmark, og trives du i en udførende rolle? Så er du muligvis den rette til at varetage kommunikationsfunktionen i en af Danmarks store erhvervsdrivende fonde.

KFI Erhvervsdrivende Fond har store ambitioner for sin fremtidige kommunikationsindsats og søger derfor en ny kommunikationsansvarlig til at indfri ambitionerne.

Den ideelle kandidat er en dygtig kommunikator med stærke digitale færdigheder og god strategisk forretningsforståelse. Som person skal du være selvkørende, proaktiv, struktureret og vedholdende. Det er vigtigt, at du trives i en udførende rolle, da du bliver den eneste kommunikationsfaglige medarbejder i fonden. Du får dog mulighed for at tilknytte eksterne kommunikationseksperter til udvalgte, strategiske opgaver.

Din første opgaver bliver at udvikle en ny kommunikationsstrategi, der skal have til formål, at:

  • Skabe positiv medieomtale af selvstændige købmænd i regi af KFI’s ydelser til disse
  • Styrke KFI’s kendskab og omdømme med egen profil i mediebilledet indenfor strategisk vigtige temaer
  • Sikre, at KFI’s nøgleinteressenter er velinformerede om fondens aktiviteter, herunder KFI’s medarbejdere, de selvstændige købmænd og øvrige samarbejdspartnere

Stillingen indebærer en bred pallette af arbejdsopgaver, herunder produktion af indhold og håndtering af sociale medier, website-udvikling og pressehåndtering. Kort sagt søger vi en alsidig profil, der trives med både udvikling af strategi og handlingsplaner samt hands-on eksekvering. En tæt, kontinuerlig og proaktiv kontakt til KFI’s forskellige afdelinger, købmænd og samarbejdspartnere bliver ligeledes en vigtig del af stillingens indhold.

Arbejdsopgaver

  • Sociale Medier: Planlægning og eksekvering af strategier for sociale medier med fokus på engagement. Desuden produktion af relevant indhold til forskellige platforme og målgrupper
  • Website udvikling og vedligeholdelse: Udvikling af webindhold og -funktionalitet i overensstemmelse med KFI’s behov og brandidentitet. Desuden optimering af webstedets ydeevne og brugeroplevelse
  • Årsrapport: Bidrage til indhold i KFI’s årsrapport
  • Pressearbejde: Udarbejde pressemeddelelser og håndtere pressehenvendelser
  • Intranet: Sikre, at KFI’s intranet bliver opdateret, så KFI’s medarbejdere er velinformerede om relevante nyheder
  • Kommunikation med interessenter: Sikre, at KFI’s interessenter er velinformerede; herunder er kommunikation med de selvstændige købmænd særligt vigtigt
  • Strategisk tænkning: Udviklingen af kommunikationsstrategier og handlingsplaner. Overvågning og analyse af kommunikationsindsatsens effektivitet med forslag til justeringer efter behov
  • Brand Awareness: Arbejde på at øge kendskabet til KFI’s brand gennem forskellige kommunikationskanaler
  • Snitflader: Deltage i diverse interne og eksterne fora, herunder præsentere på bestyrelsesmøder

Kvalifikationer

  • God forretningsforståelse med evne til at udvikle strategier og konkrete handlingsplaner
  • Lyst og evne til selv at være udførende og opsøgende
  • Selvstændig, struktureret og god til at føre opgaver helt til dørs
  • Proaktiv arbejdsstil med evne til at opsøge historier fra KFI’s medarbejdere og de selvstændige købmænd
  • Stærke digitale færdigheder og erfaring inden for sociale medier, hjemmeside og andre digitale platforme
  • Fremragende skrivefærdigheder og evne til at producere indhold af høj kvalitet, herunder gerne video og grafisk arbejde
  • Erfaring med dagligvarehandel, ejendomsbranchen og/eller fondsverdenen er en fordel
  • Uddannelse inden for kommunikation, journalistik eller lignende

Yderligere oplysninger
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling, men vi er åbne over for fleksibilitet for den rette kandidat. Du kommer til at referere til fondens adm. direktør, men vil i det daglige arbejde tæt sammen med øvrige medlemmer af ledergruppen. Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

Vi tilbyder gode og fleksible arbejdsforhold med mulighed for personlig og faglig udvikling, en konkurrencedygtig lønpakke efter kvalifikationer samt en række medarbejdergoder.

Vi har et fagligt og socialt stærkt fællesskab på tværs af organisationen, og KFI har som arbejdsgiver fokus på at sikre arbejdsglæde, trivsel og en god balance mellem arbejds- og privatliv. Som medlem af personaleforeningen tilbydes du deltagelse i diverse aktiviteter. Vi har derudover sociale fællesaktiviteter, kantineordning mv.

Arbejdspladsen er beliggende i Lyngby, nord for København. Du får godt 40 nye kollegaer, som er ansat inden for en bred vifte af opgaver: Ejendomsadministration, ejendomsudvikling, byg og indretning, købmandsfinansiering, facility management, økonomi, bæredygtighed, administration samt uddelinger.

Ansøgning
Ansøgningsfrist er den 6. august 2024.

Stillingen ansøges ved at sende ansøgning og cv til: job@kfi.dk

For dybere indsigt i KFI anbefaler vi dig at læse KFI’s Årsrapport 2023 Kfi.dk/årsrapport23 og Bæredygtighedsrapport 2023 Kfi.dk/bæredygtighedsrapport23.

Samtaler forventes afholdt fra medio august 2024. Kandidater, der går videre i forløbet, må forvente at blive stillet en opgave og foretage en personligheds- og færdighedstest.

***

Om KFI
KFI er en erhvervsdrivende fond, der arbejder for at styrke de selvstændige købmænds position i Danmark. Det gør vi ved at stille lejemål, finansielle ydelser og uddelinger til rådighed for købmændene under samtidig hensyntagen til bæredygtige løsninger.

KFI ejer og administrer en stor ejendomsportefølje, som udgør fondens vigtigste indtægtskilde. Desuden udbyder KFI finansielle løsninger, der er skræddersyet til selvstændige købmænd. Ydelserne består af leasing, udlån, garantier og kautioner. I tillæg hertil har KFI kapitalandele i associerede virksomheder og investeringer i værdipapirer. I 2023 havde KFI en omsætning på 511 mio. kr., og det samlede resultat før skat var 425 mio. kr.

Ifølge Fondenes Videnscenter er KFI den 13. mest bevilligende erhvervsdrivende danske fond. I 2023 uddelte KFI 204 mio. kr. Af de samlede uddelinger gik 56,7% til projekter, der, udover at bidrage til købmændenes kommercielle udvikling, bidrager til bæredygtighed hos de selvstændige købmænd herunder til solceller, varmegenvinding, uddannelse og sociale bidrag i købmandens lokalområde.

KFI er placeret i dejlige omgivelser i Lyngby og beskæftiger ca. 40 medarbejdere.

Stærk kommunikationsprofil til KFI Erhvervsdrivende Fond

Tiltrædelse:
06 August 2024

Virksomhed:
KFI Erhvervsdrivende Fond

Arbejdssted:

Gammel Lundtoftevej 7, 4
2800 Kongens Lyngby

Oprettet:
13 Juni 2024