Willy’s sikrer Axfood sejren i svensk elitedivison
Lige som her i landet er svensk dagligvarehandel præget af en tydelig klasseinddeling, hvad angår indtjeningen:
Markedsleder ICA og Axfood leverer stabilt på høje niveauer, mens Coop Sverige i bunden må kæmpe for at nå et overskud.
Den mindste af de fire største dagligvarekoncerner i Sverige, Bergendahls, har ellers længe været pænt med, men senest har der været lidt slinger i valsen for den familieejede virksomheds lokomotiv, hypermarkedskæden City Gross.
6. februar havde både ICA og Axfood udset til at være dagen, hvor de offentliggjorde regnskaber for 2019, og det gav en ekstra lejlighed til at sammenligne resultaterne.
Hvor ICA stadig er klart den største af de to, både i Sverige og total set, løb Axfood til gengæld af med sejren på vækst og lønsomhed.
Forbedret lønsomhed i ICA
ICA’s samlede omsætning steg sidste år med 3,4 pct. til 119 mia. svenske kr., svarende til knap 85 mia. kr., mens driftsresultatet steg med små 700 mio. svenske kr. til 5,4 mia. svenske kr. - 3,8 mia. kr.
Hjemmemarkedets dagligvaresalg i ICA Sverige står langt det største bidrag til den samlede indtjening, og væksten i ICA Sverige landede også på 3,4 pct. - marginalt under markedsvæksten.
- ICA Sverige leverede en stærk afslutning på året, og det giver et godt afsæt for at nå de overordnede målsætninger, vi har for 2020; at øge omsætningen og tage markedsandele, mens vi holder fast i overskudsgraden, lød kommentaren fra ICA’s topchef Per Strömberg.
I 2019 steg ICA’s overskudsgrad 0,2 procentpoint til 4,1 pct. Det er tæt på det niveau, vi normalt ser i danske Salling Group.
Axfood vinder på flere parametre
Med en vækst på hele 5,5 pct. i 2019 rundede børsnoterede Axfood for første gang 50 mia. svenske kr. - nærmere bestemt 50,7 mia., svarende til 36 mia. kr.
Især de 213 butikker i lavpriskæden Willy’s trækker Axfood med en omsætning på 29 mia. svenske kr.
Axfoods kæder Willy’s og Hemköp voksede begge mere end markedet, og en vækst på 5,0 pct. i sammenlignelige butikker er i særklasse.
Også lønsomheden er i top. Med en overskudsgrad, der steg til 4,5 pct., slog Axfood også på dette punkt markedsleder ICA.
Årets driftsresultat nåede 2,3 mia. svenske kr., svarende til 1,6 mia. kr.
- Vi har alle kunnet følge Willy’s fremgang, men det er vigtigt at pointere, at alle vores varemærker og virksomheder bidrager til, at vi fortsætter med at forstærke vores markedsposition, siger Axfoods topchef Klas Balkow i den officielle kommentar.
Axfood har et par danske relationer - dels som Dagrofa-koncernens samarbejdspartner i indkøbsalliancen United Nordic, dels sidder Coop Danmarks tidligere topchef Jesper Lien i Axfoods bestyrelse.