Walmart-kunder går til Whole Foods efter prisfald
Onlinekæmpen Amazons store indtog i de fysiske butikkers verden gennem overtagelsen af den amerikanske højprofilkæde Whole Foods har allerede fået effekt. I hvert fald har der været flere kunder i Whole Foods' butikker efter en solid omgang prisfald ved Amazons overtagelse sidst i august af kæden, der ellers har været kendt for meget høje priser.
Ifølge en undersøgelse fra Thasos Group, der bl.a. arbejder ud fra måling af mobil datatrafik, er der kommet flere kunder i Whole Foods-butikkerne siden da. Forskellen var størst i den første uge, hvor kundestrømmen steg med 17 pct. sammenlignet med samme tidsrum et år før. Siden åbningsugen har fremgangen været mere moderat med omkring 4 pct. - med en tendens mod ny stigning i slutningen af den undersøgte periode frem til midten af september.
Konkurrenters mest velhavende kunder
Thasos Group har også analyseret, hvor Whole Foods' nye kunder kom fra. Statistisk set er sandsynligheden størst for, at de jævnligt har handlet hos markedsleder Walmart. Og ifølge analysen gælder det for 24 pct. af de nye kunder i Whole Foods. Derefter kommer Kroger- og Costco-kunder med henholdsvis 16 og 15 pct. Den næste på listen er en mindre kæde, Trader Joe's, som er ejet af tyske Aldi Nord, og hvis profil minder lidt mere om Whole Foods'. 10 pct. af de nye kunder i Whole Foods er ofte kunder i Trader Joe's.
Måske mest bemærkelsesværdigt i undersøgelsen er det, hvilke profiler der nu har valgt Whole Foods til. "De nye kunder, som Whole Foods har tiltrukket med sine prisfald, var de mest velhavende faste kunder i konkurrerende kæder. Prisfaldene har ikke tiltrukket lavindkomst-grupper eller tilskyndet til længere køreture for at nå Whole Foods' butikker", skriver Thasos.