Walmart har rundet 500 mia. dollar - og Amazon fortsætter mod verdenstoppen

Udland 24. jan 2019 -
This describes the image
| Foto: Walmart|

Den allestedsnærværende online-mastodont Amazon har det med at forstyrre den bestående orden i alle de mange brancher, den går ind i. Det gælder også for noget så relativt harmløst som en dugfrisk liste over verdens største detailvirksomheder, rangeret efter omsætning.

Nu er det ikke ligefrem Amazons egen skyld, at de ellers så grundige revisionsfolk i Deloitte kalder den nyeste udgave af virksomhedens traditionelle årlige opgørelse for Global Powers of Retailing 2019 - når den rent faktisk baserer sig på regnskabstal for 2017.

Amazon jagter Walmart

Men med det væksttempo, som Amazon lægger for dagen - omkring 25-30 pct. årligt - gør det noget af en forskel, om omsætningstallet dækker sidste år, 2018, eller om vi skal helt tilbage til 2017.

Derfor er Amazon "kun" nummer fire på Deloittes nyeste liste med en samlet detailomsætning på knap 119 mia. dollar, svarende til 777 mia. kr.

Amazons samlede omsætning i 2017 bliver oplyst til at være på 178 mia. dollar.

Reelt vil det nok kun være ligeledes amerikanske Walmart, der har siddet uantastet på tronen i årevis, som ligger foran i dag. Walmarts samlede salg er i en division helt for sig selv, og det rundede i 2017 for første gang 500 mia. dollar-milepælen med 500,3 mia. dollar, svarende til svimlende 3278 mia. kr. efter den aktuelle kurs.

Men alt andet lige vil Amazon efterhånden kunne nærme sig førstepladsen. Sammenligner man Walmarts årlige vækstrate over den seneste femårsperiode på 1,3 pct. med Amazons 18,0 pct. om året i samme periode, er det ikke et spørgsmål om så mange år, før Amazon bliver en reel trussel til den gule detail-førertrøje.

Tre europæere i top 10

Brugen af "gamle" tal fra 2017 forhindrer ikke, at Amazon er gået to pladser frem på listen og blandt andet har overhalet tyske Schwarz Gruppe, der ejer discountkæden Lidl og Kaufland, som er en kæde af lavprisvarehuse.

Schwarz er nu nummer fem på listen og nåede knap 112 mia. dollar i omsætning i 2017. Det svarer til 732 mia. kr.

Især Lidls ekspansion i nu 30 lande har skabt et væksttempo, som før Amazons entre i verdenstoppen var imponerende. 7,5 pct. om året de seneste fem år vil stadig være en fremgang, som kun Rema 1000 ikke har grund til at misunde blandt de danske dagligvareaktører.

Listens top 10 er i øvrigt næsten rent amerikansk. Nummer to og tre hedder Costco og Kroger, seks og syv er Home Depot og Walgreens, mens nummer ni er drugstore- giganten CVS. Kun Lidls tyske ærkerival Aldi og britiske Tesco sniger sig ind mellem amerikanerne på de sidste pladser i top 10 med henholdsvis en ottende og en tiendeplads.

Den franske dagligvaregigant Carrefour, der er mest kendt for sine hypermarkeder, har i årevis ligget i toppen af Deloittes liste, men har i år af en eller anden grund frabedt sig at være med. Med en samlet omsætning, som ifølge andre kilder nåede 80,5 mia. euro i 2017, 601 mia. kr., ville franskmændene ellers være selvskrevne til en fortsat topplacering.

Carrefours nye indkøbspartner, britiske Tesco, henter sin tiendeplads med et detailsalg på 74 mia. dollar, svarende til 484 mia. kr.

Salling nummer 116

Vi skal meget, meget langt ned på listen for at finde den første danske virksomhed. Det er naturligvis Salling Group, som er nummer 116. Derfra er der yderligere et stykke vej til Coop Danmark som nummer 172.

Vores svenske og norske naboer når højere i den globale konkurrence. Møbelgiganten Ikea har godt nok base i Holland nu, men ligger på 27.-pladsen. H&M er nummer 43, og Sveriges største dagligvarekoncern, ICA, tager pladsen som nummer 82. Coop Danmarks finske samarbejdspartner i indkøbsorganisationen Coop Trading, S Group, er nummer 88, og på en plads som nummer 104 kommer Dagrofas største ejer, NorgesGruppen.

Også den norske Rema 1000-ejer, Reitangruppen, er med et sted midt mellem danske Salling og Coop - som nummer 141.

Hvor er kineserne?

Blandt de mest omtalte giganter, som glimrer ved deres fravær på Deloittes liste, er foruden Carrefour kinesiske Alibaba - trods diverse astronomiske salgstal, der fra tid til en anden dukker op i overskrifterne.

Fra Deloittes danske afdeling har vi tidligere fået den forklaring, at Alibaba ikke bliver defineret som detailvirksomhed i denne sammenhæng. Derfor skal man lede efter Suning, Tmall og andre af Alibabas portaler. Suning er på toplisten som nummer 36, mens konkurrenten JD.com på 20. pladsen er bedst placerede kinesiske e-handler med en omsætning på godt 49 mia. dollar, svarende til 322 mia. kr.

Den canadiske ejer af Circle K, Couche-Tard, er heller ikke med, fordi en væsentlig del af conveniencegigantens omsætning stammer fra brændstof.

Opdateret 10. nov 2020