Vellykket ICA-integration smitter af på Coop Norge-regnskab

Udland 3. maj 2017 -
Koncernchef Geir Inge Stokke har det store smil på efter offentliggørelsen af årsregnskabet. Foto: Coop Norge

2016 blev lidt af et jubelår for Coop Norge. Godt nok skulle Norges næststørste daglig-varekoncern grave dybt i lommerne, da man tilbage i efteråret 2014 købte 550 ICA Norge-butikker, men investeringen, der efter frasalg af 93 butikker til Norgesgruppen og Bunnpris tæller 460 butikker, har i den grad også sat sig sine spor i Coop Norges 2016-regnskab.

Resultatet steg med 2,1 mia. norske kr., ca. 1,7 mia. kr., i forhold til 2015, mens de totale driftsindtægter steg med 4,9 mia. norske kr. til 58 milliarder, svarende til 47,5 mia. danske kr. Samlet blev resultatet før skat 466 mio. omregnet i danske kr., svarende til en forbedring på mere end 1,5 mia. kr.

- Det, vi ser, er resultatet af en svær vellykket integration af butikkerne fra opkøbet af ICA Norge. Omsætningsvæksten i de omprofilerede butikker svarer absolut til forventningerne. Vi udnytter de forventede synergier og høster frugter af den formidable indsats, som er lagt både i Samvirkelagene og Fællesorganisationen, udtaler koncernchef i Coop Norge, Geir Inge Stokke.

Deleøkonomi i praksis

Omsætningen i koncernen steg med hele 10,7 pct., hvor af de 7,8 pct. skyldtes det fulde driftsår med de tidligere ICA Norge-butikker, mens den resterende vækst kom i Coop Norges eksisterende kæder.

- Vi er stolte af at have uddelt 752 mio. kr, (ca. 617 mio. danske kr.), i købeudbytte til vores ejere. I modsætning til vores konkurrenter, som ejes af to enkeltfamilier, ejes Coop Norge af 1,5 mio. medlemmer, som alle får glæde af købeudbyttet. Inkluderet rabatter og medlems-fordele hos vores samarbejdspartnere udgjorde det 1,3 mia. kr. i 2016, (ca. 1,1 mia. danske kr.). Det lønner sig at være medejer i Coop. Vi er delingsøkonomi i praksis, siger Geir Inge Stokke.

COOP NORGE:

Coop Norge tæller ca. 1.250 dagligvarebutikker og driver de seks kæder Obs!, Extra, Coop Prix, Coop Mega, Coop Marked og Matkroken. Desuden driver Coop Norge cirka. 120 bygge-varehuse fordelt på kæderne Obs! Bygg, Extra Bygg og Coop Byggmix.

 

Opdateret 10. nov 2020