Vær opmærksom på kineserne - og tag ved lære
At man skal lytte til sine kunder, er der ikke noget nyt i. Men i Kina gør man det helhjertet – både helt konkret og via en ekstrem overvågning.
Den kinesiske hårde hvidevareproducent Haier tog sine kunder helt alvorligt, da nogle klagede over, at de billige vaskemaskiner gik i stykker, når kineserne brugte dem til at vaske kartofler i.
I stedet for at ryste på hovedet som en hver dansk producent eller detailist ville have gjort, lyttede Haier og begyndte at producere vaskemaskiner, der både kan vaske tøj og kartofler.
Eksemplet er beskrevet af journalist og Kina-analytiker Christina Boutrup i hendes netop udkomne bog ”Den store Tech-revolution”.
Der er ikke meget high tech over ovenstående, men eksemplet viser, hvordan kineserne tænker anderledes og ud af boksen. "Den store Tech-revolution” beskriver, så godt som man nu kan nå rundt på 258 sider, på letlæselig og kritisk vis de seneste års udvikling i Kina samt den politiske, historiske og kulturelle baggrund for, at Kina er der, hvor landet med de 1,4 mia. indbyggere er i dag.
Fra sedler til mobilbetaling
Christina Boutrup har fulgt den digitale udvikling i Kina tæt siden 2004 og siger i bogen, at ”det er på høje tid, vi begynder at holde bedre øje med udviklingen i Kina”.
Forfatterens opråb er rettet mod det danske erhvervsliv, som hun mener skal slå til nu, mens landets regering tillader det: Ryk ind i Kina og lær af kineserne. De er ikke bare billig arbejdskraft, der lever af at producere det, som vestlige arbejdere skal have meget mere for at lave, og de kan andet end lave dårlige kopier af produkter, der er opfundet andre steder i verden.
Kineserne er kommet meget, meget længere. De har lært af at kopiere, og man skal aldrig tro, at man ved bedst, når man som virksomhed vil ind i Kina.
Det oplevede blandt andre kørselstjenesten Uber, der ifølge bogen måtte give op efter to år og sælge til kinesiske Didi Chuxing, verdens største kørselstjeneste med 400 mio. brugere.
Ubers fejl var, dels at virksomheden baserede sig på Google Maps, der stort set ikke fungerer i Kina, dels at tjenesten ville have kineserne til at registrere sig via et kreditkort. Men betalingskort har kineserne ikke – de er gået direkte fra mønter og sedler til mobilbetaling.
Populære sociale medier
Mens danske medier har travlt med at skrive om Amazon – og den europæiske detailhandels frygt for den amerikanske gigants indtog, har kineserne ifølge Christina Boutrup for længst overhalet både Europa og amerikanerne.
”Internetgiganten Alibaba er i dag større end Amazon og eBay til sammen, og Kina har verdens største og mest avancerede digitale økonomi med flere end 772 mio. internetbrugere”, lyder det i bogen.
Alibaba, der i 2014 stod for verdens største børsnotering, er blevet sammenlignet med eBay. Men ifølge bogen er Alibaba meget mere end det. Forfatteren beskriver virksomhedens forretningsmodel som en sammensmeltning af Google, eBay og Amazon. Alibaba driver blandt meget andet Tmall.com, hvor Danish Crown sælger kød til kinesiske forbrugere.
Alibaba ejer også supermarkedskæden Hema, der er langt fremme med robotteknologi, ansigtsgenkendelse og mobile betalinger. Kina er globalt førende inden for O2O, online to offline, og Alibaba-konkurrenten JD.com har allerede to års erfaring med droneleveringer.
Kineserne er ligeledes langt foran både europæerne og amerikanerne, når det kommer til onlineshopping og finansielle transaktioner – det sker via Alipay, der er ejet af Alibaba, eller via WeChatPay.
Sidstnævnte er en del af den sociale platform WeChat, kinesernes svar på Facebook. Sidstnævnte er blokeret af de kinesiske myndigheder. WeChat er ejet af Tencent, verdens største gamingvirksomhed, og det bærer appens brugerflade præg af.
WeChat kan betydeligt mere end Facebook og beskrives i bogen som ”et digitalt styresystem til det moderne liv i Kina – både på arbejdet og privat.”
Integreret i WeChat er blandt andet handelsplatformen Pindoudou, hvor man hele tiden får nye købstilbud, som man skal dele med sine venner. Man kan købe ind i grupper, og får man nye med, får man en gave – eller et produkt gratis, når man får nok med i gruppen.
Det største skridt i millioner af år
Opråbet om at holde øje med Kina er dog også rettet mod danske og europæiske politikere, for kineserne har en plan: ”Made in China 2025”.
Planen betyder ifølge bogen, at kineserne ”er i gang med at automatisere verdens største produktionsapparat og kontrollerer verdens største mængder af data i meget få internetvirksomheder med globale ambitioner”, og den kinesiske regering, ført an af præsident Xi Jinping er ”i gang med at udvikle verdens mest ekstreme overvågningssamfund, som alle beslutningstagere bør iagttage og analysere, for det sker på bekostning af menneskerettigheder og undergraver en hver form for demokratisk udvikling”.
I Kina er der ingen regler for, hvornår og hvordan befolkningen kan overvåges, ligesom udenlandske virksomheders og forskeres data indsamlet i Kina skal overleveres til statsstyrede datacentre.
Det giver ekstremt gode muligheder for alt – lige fra jordnære ting som at huske vores indkøbspræferencer, forhindre traf kkaos til langt mere avancerede ting som at styre en svineproduktion og at diagnosticere sygdomme langt mere præcist, end mennesker kan.
I bogen citeres Elon Musk for at sige, at kunstig intelligens kan blive årsagen til tredje verdenskrig, og den tyske professor Jürgen Schmidhuber citeres for at kalde kunstig intelligens for ”det mest afgørende, der er sket på Jorden i flere millioner år”.
Kina er godt med i kapløbet og har sat sig et mål om at være verdens førende inden for kunstig intelligens i 2030. Og ”når den kinesiske regering først har givet grønt lys, så blomstrer kreativiteten, og udviklingen foregår i et hæsblæsende tempo”, lyder det i bogen.