Unge børnefamilier handler på nettet

Udland 3. maj 2016 -
| |Foto: Merav Maroody
Skrevet af: Henrik Denman

 

Det er først og fremmest unge og børnefamilier i storbyerne, der driver handlen med fødevarer på nettet frem i Sverige.

Det viser rapporten ”Digital Mathandel 2016”, som er udarbejdet af analysefirmaet HUI Research i Sverige på vegne af Svensk Digital Handel.

Rapporten beskriver forbrugernes adfærd, holdninger og ønsker og giver tal for, hvor stort markedet er og hvordan det udvikler sig.

Den typiske forbruger, der køber fødevarer på nettet, er mellem 26 og 35 år, bor i en af storbyerne og har børn. Indkøb af dagligvarer på nettet er også populært i husholdninger med høje indkomster. Jo højere indkomst, desto større andel af husholdningerne oplyser, at de køber dagligvarer på nettet.

Væksten inden for nethandel med dagligvarer sker primært i de større byer, og det hænger også sammen med, at der i storbyerne er bedst mulighed for at få leveret varer købt på nettet, når det passer kunden bedst.

Nethanel på landet

I de mindre byer og i landsbyerne foregår nethandel med dagligvarer typisk ved, at kunden lægger sin ordre på nettet og selv henter varerne i butikken. Her er nethandel også i højere grad et supplement til at købe ind i de fysiske butikker. Kun få procent af forbrugerne siger, at de hovedsageligt køber deres dagligvarer på nettet.

Nethandel er allerede blevet en rutine for mange moderne forbrugere, og især de yngre generationer er vant til at købe ind på nettet, forklarer Andreas Svensson, der er senior konsulent i HUI Research.

– Når de begynder at få børn, udgør de en voksende kundegruppe, som hellere vil bruge tid og energi på andet end at købe dagligvarer i en fysisk butik. Hertil kommer, at smartphones gør det muligt at købe ind, når man er på vej og lige har lidt tid til overs, siger han.

25 pct. af de forbrugere, der købte fødevarer på nettet i 2015, siger, at de foretog indkøbet på mobiltelefonen.

Opdateret 10. nov 2020