Tyske discountere tager føringen i Europa

Udland 4. maj 2018 -
This describes the image
Kilde: LZ Retailytics

Mens de traditionelle supermarkedsejere mister omsætning og markedsandele i Europa, øger de tre største discountejere deres position. Det skriver det internationale analysebureau LZ Retailytics i en analyse af det europæiske dagligvaremarked.

Den største samlede markedsandel på knap 7 pct. sidder tyske Schwarz Group på.

Koncernen står bl.a. bag discountkæden Lidl, der nu også er ved at kæmpe sig ind på det amerikanske marked, samt supermarkedskæden Kaufland.

Koncernen har øget sin omsætning med 6 pct. fra 2016 til 2017 og solgte i 2017 for 106,4 mia. euro (792,7 mia. kr.).

En forøgelse af omsætningen på 6 mia. euro (knap 45 mia. kr.) er den største vækst på det europæiske marked.

Ifølge LZ Retailytics har Lidl dog været nødt til at gå på kompromis med sit eget løfte om at bevare enkle butikker og ikke bruge penge på indretning.

Lidl har den seneste tid i sin indretning nærmet sig supermarkederne, hvilket også er sket i Danmark.

Det får ærkekonkurrenten Aldi til at følge efter med hidtil usete investeringer i butikker.

Aldi har formået at øge sin omsætning med 6,4 pct. til 61,7 mia. euro (459,7 mia. kr.) og tager en tredjeplads med en markedsandel på 3,9 pct.

Både danske Netto og polske Biedronka følger efter op ad den europæiske scoreliste.

Amazon blander sig

Samlet set konsoliderer de 50 største aktører sig på markedet, så de nu tager 70,2 pct. af det totale dagligvaresalg i Europa. Det er en stigning på 0,7 pct. siden 2014.

På andenpladsen med en markedsandel på 4,1 pct. ligger franske Carrefour, der ifølge LZ Retailytics har præsteret en omsætning på 64,9 mia. euro (483,6 mia. kr.), hvilket er et fald på 0,7 pct. sammenlignet med 2016.

Også britiske Tesco har mistet omsætning det seneste år. Faldet er på 3,9 pct., hvilket giver en omsætning på 56,8 mia. euro (423,2 mia. kr.) og en markedsandel på 3,6 pct.

Ifølge LZ Retailytics er det en tydelig tendens fra Mercadona i Spanien til Esselunga i Italien, at dagligvarehandel, der ikke forstår, at prisen er et vigtigt parameter for kunderne, mister markedsandele.

I Rusland står det store slag mellem markedsleder X5 Retail Group og rivalen Magnit, der begge præsterede tocifrede salgsvækster i 2017.

X5 øgede dog gabet til konkurrenten med åbningen af 1,2 mio. kvm. butikker i 2017 – det svarer til, hvad de ti største tyske aktører til sammen øgede deres butiksareal med.

Fra sidelinjen kommer dog Amazon, der er nået op på en 12. plads på listen foran Ahold Delhaize, Walmart og Mercadona.

LZ Retailytics har analyseret udviklingen blandt flere end 200 detailkoncerner, der repræsenterer flere end 1200 kæder i 40 europæiske lande i Europa.

Originalanalysen fra LZ Retailytics

Opdateret 10. nov 2020