Tescos topchef stopper
Dave Lewis, der for fem år siden blev hasteindsat som adm. direktør for den britiske detailgigant Tesco i akut krise, forlader jobbet i sommeren 2020. Hans afløser hedder Ken Murphy.
Lewis har i de mellemliggende fem år gennemført noget af en turn around-proces i virksomheden, som nu fremstår i væsentligt bedre form end i 2014.
- Med en gennemført turnaround-proces og på et tidspunkt, hvor vi begynder at implementere de næste trin af vores bæredygtige vækst-strategi, er det det helt rigtige tidspunkt at planlægge en overdragelse i god ro og orden. I den situation vil jeg træde tilbage som adm. direktør næste sommer og overdrage stafetten til Ken Murphy, siger Lewis i en pressemeddelelse.
På en videokonference onsdag formiddag forsikrede han om, at han ikke har noget andet topjob på hånden.
- For at være helt ærlig: Jeg har ikke nogen som helst ide om, hvad jeg skal lave fremover, sagde han.
Den nye topchef, Ken Murphy, kommer ifølge britiske The Guardian, der betegner Lewis' afgang som "overraskende", fra et job som CCO i den amerikanske detailgigant Walgreens Boots Alliance.
- Min beslutning om at træde tilbage er personlig. Jeg tror på, at en topchefs ansættelse skal være tidsbegrænset, og nu er det rigtige tidspunkt. Tescos ledelseshold er meget stærkt, vores strategi er klar og leverer resultater. Jeg er ikke i tvivl om, at Tesco vil fortsætte kursen under nyt lederskab næste år, siger Lewis.
Tescos bestyrelsesformand John Allan beklager afgangen:
- Dave har gjort et enestående job med at genopbygge Tesco siden 2014, og han har fortsat bestyrelsens urokkelige støtte, siger han.
Dave Lewis har optrådt på en videokonference her, hvor han sammen med Tescos finansdirektør Alan Stewart fremlagde gigantens halvårsregnskab og kommenterede på sin afgang.