Tescos markedsandel dykker igen
Storbritanniens største dagligvarekoncern, Tesco, har gennemgået en større krise - og overvundet den. Sådan har flertallet af de senest tilgængelige oplysninger om Tescos salgsudvikling set ud.
Men i den nyeste opgørelse over markedsandelene i landet fra den velrenommerede analyse-virksomhed Kantar er det gået nedad bakke for Tesco igen.
I de 12 uger frem til og med 29. januar - som altså også omfatter julehandelen - er Tescos omsætning ganske vist øget med 0,3 pct. sammenlignet med samme periode året før. Men stort set alle konkurrenter har oplevet større fremgang, og derfor falder Tescos markedsandel fra 28,5 til nu 28,1 pct.
Også nummer to og tre på det britiske marked taber andele. Sainsbury’s går fra 16,8 til 16,5 pct., mens Asda, som er ejet af verdens største detailhandler Walmart, daler fra 16,2 til 15,6 pct.
Aldi overhaler Co-op
Blandt de klassiske "fire store" på markedet er det kun nummer fire, Morissons, der går minimalt frem til 10,9 pct. Morissons har øget salget med 1,9 pct. i forhold til samme periode for et år siden.
Med vækstprocenter på henholdsvis 12 og 9 pct. vinder de internationale discountkæder Aldi og Lidl fortsat frem. Nu har Aldi for første gang indtaget femtepladsen på det britiske marked med en andel på 6,2 pct. foran Co-op, der går frem, men må nøjes med 6,0 pct.
Co-op er i øvrigt netop ved at få ny topchef i form af Steve Murrells, der tager et trin opad karrierestigen i Co-op. Han afløser Richard Pennycook, som blev kendt for at redde virk-somheden fra kollaps i 2013 som følge af et fejlslagent ekspansivt eventyr i banksektoren. Tyske Lidl er nu oppe på en markedsandel på 4,5 pct. - lidt mindre end Waitroses 5,3 pct. som nummer syv i markedet.