Tescos discountkæde bliver meget britisk
Godt to år efter, at Salling Groups discountkæde Netto lukkede og slukkede sit andet forsøg på at indtage England, er det nu markedsleder Tescos tur til at tage kampen op med Aldi og Lidl om discountvæksten i landet.
Den nye kæde, hvis første butik åbnede 19. september i midtengelske Chatteris, hedder Jack's efter Tescos grundlægger Jack Cohen, og den rummer et sortiment på 2600 varer - hvoraf hele 1800 er i kædens eget mærke, der hedder det samme som kæden selv.
En endnu større andel af varerne - hele 80 pct. - er britiske, og det repræsenterer en tydelig kant til de fremadstormende discountkonkurrenter Aldi og Lidl, der som bekendt er tyskejede.
Satsningen på det britiske bliver markeret særdeles tydeligt i den første butik, som Tesco har lagt mange fotos ud fra - blandt andre billedet til denne artikel.
Tesco-topchef Dave Lewis beskriver sortimentet som "velsmagende mad til de lavest mulige priser, hvor otte ud af ti produkter er dyrket, opdrættet eller produceret i England".
Han afviser imidlertid, at det nationale fokus har noget som helst at gøre med briternes farvel til EU næste år, Brexit.
- Det er noget, kunderne har efterspurgt. Det har ikke noget med Brexit at gøre. Vi begyndte på planerne og kundeundersøgelserne længe før Brexit, sagde Dave Lewis ifølge ESM Magazine.
Set i lyset af den store usikkerhed om, hvordan Storbritanniens handel med de øvrige EU-lande ser ud på den anden side af marts næste år, vil det dog formentlig være en fordel, at så mange varer stammer fra det hjemlige marked.
Billigst lokalt
I den første fase er tempoet beskedent, hvad angår butiksetableringer. I løbet af de næste seks måneder vil Tesco åbne 10-15 Jack’s-butikker i England og Nordirland.
De første to åbnede den 20. september i eksisterende Tesco-lokaler.
De øvrige butikker vil ligge i en blanding af helt nye placeringer, konverterede Tesco-butikker og tæt på eksisterende Tesco-forretninger.
Den første butik i den nye kæde og strategien bag prissætningen får lidt blandet modtagelse i den britiske fagpresse.
Jack's-butikkernes priser vil blive fastlagt ud fra den lokale konkurrence.
Og så betyder det meget, om der er en Aldi eller Lidl i nærheden.
- Vi har sagt, at vi vil være de billigste i byen. For eksempel vil vi her i Chatteris teste, at vores kurve er billigere end alle de andres. Vi kan ikke være landsdækkende med 10 eller 15 butikker. Det er derfor, vi prissætter til at blive billigst i de byer, vi har butikker i, siger han ifølge The Grocer.