Svenskerne støtter op om Systembolaget
-
Det statsejede alkoholmonopol i Sverige, Systembolaget, øger omsætningen med 14 pct. i 2020. Konceptet nyder fortsat solid opbakning blandt de svenske forbrugere
Det foregående år har på mange måder været forretningsmæssigt positivt for det svenske statsmonopol på salg af alkohol, Systembolaget.
Virksomheden har, trods coronakrisen, formået at øge omsætningen med 14 pct. fra 32,2 mia. svenske kr. i 2019 til en samlet omsætning på 36,7 mia. svenske kr. i 2020. I samme periode er salget målt i liter steget fra 512 til 569 mio. liter i 2020.
Selvom monopol ofte forbindes med noget negativt er støtten til Systembolaget blot steget i det forgangne år. Ifølge analyseselskabets Kantar Sifos Opinion Index ønsker 76 pct. af svenskerne at bevare Systembolagets monopol mod 74 pct. i 2019.
Færre rejser giver hjemlige indkøb
At de svenske forbrugere i stigende grad har fundet vej til Systembolagets hylder skyldes især den reducerede rejseaktivitet og restriktioner på restauranter.
- Systembolagets øgede salg skyldes primært, at andre indkøbskanaler er stærkt begrænset med covid-19. Pandemien har ført til reduceret rejseaktivitet, begrænset rejseimport og færre restaurantbesøg, lyder det fra Systembolagets finansdirektør, Charlotte Hansson.
Årets driftsresultat lander i 2020 på 542 mio. svenske kr. mod 229 mio. svenske kr. i 2019. Stigningen skyldes hovedsageligt den øgede salgsmængde og strømliningstiltag såsom pengefrie kasseapparater.