Svenskere strømmer til grænsehandlen
Danskerne er ikke alene om at grænsehandle nydelsesmidler ved den dansk-tyske grænse. Danmark bruges i stigende grad som transitland af svenskere, der kører til Fleggaard og de øvrige grænsesupermarkeder.
Det er især såkaldt starkøl på 5 pct. og derover, som trækker svenskerne til grænsesupermarkederne. En ny analyse fra analysefirmaet HUI Research viser, at grænsehandlen med starkøl udgør en voksende og i dag betydelig del af det svenske forbrug af starkøl. Undersøgelsen er gennemført på vegne af Sveriges Bryggerier.
I undersøgelsen siger en ud af syv svenske forbrugere, at de har købt starkøl via andre kanaler end i Systembolaget, der i Sverige er de eneste, der må sælge de stærkere øltyper, vin og spiritus.
Stor prisforskel
Tre ud af fire svenskere, som har købt starkøl andre steder end i Systembolaget, siger, at det især skyldes prisen.
Og der er da også en betydelig forskel i prisen. En dåse Sofiero starkøl på 5,2 pct. koster i Systembolaget 11,90 kr. plus pant, mens den sælges i grænsehandlen i Tyskland til 4,73 kr. – og der skal svenskerne jo ikke betale pant.
Det spiller også en rolle for de svenske grænsehandlere, at det er overkommeligt for dem at køre til Danmark og videre til den dansk-tyske grænse.
Svenskerne har andre muligheder end at grænsehandle syd for Danmark, f.eks. kan de købe billige øl i Åland ved Finland eller i et andet land. Men over halvdelen, nemlig 58 pct. bruger Danmark som transitland for at handle starkøl ved den dansk-tyske grænse.
Undersøgelsen viser desuden, at 65 pct. af de svenske grænsehandlere købte mere end én ramme øl, dvs. at de købte op til 10 rammer eller endda flere.