Svensk succeskæde runder 200 butikker

Udland 4. okt 2017 -
This describes the image
Foto: Axfood

Midt i Sveriges næststørste by Göteborg åbnede der i sidste uge en ny dagligvarebutik. Det gør der ikke så tit, men når det bliver til en særlig begivenhed, er det fordi den nye butik på Hisingen i Göteborg bliver nummer 200 i Axfood-koncernens største kæde, Willys.

Mange danskere vil kende Axfood for samarbejdet med Dagrofa i indkøbsalliancen United Nordic, der køber private label-varer til begge. Willys er som et udpræget lavprissupermarked noget af det nærmeste, som svenskerne kom på discountformatet, inden tyske Lidl og danske Netto kom til landet først i 00'erne. Sortimentet når dog helt op på 9.000 varenumre i de største butikker, og den allerstørste er på hele 4700 kvm.

"Latterlige priser"

Kædens historie går imidlertid tilbage til en forgænger ved navn LL:s Livs, der startede i 1975 med en første ganske lille butik, som lyder meget discountagtig: "Varerne stod på paller, og priserne var næsten latterlige", som der står på Willys hjemmeside.

I 1999 blev den fusioneret med en anden lavpriskæde fra samme område, Willys Cash, og få år senere kom fusionskæden til at indgå i Axfood-koncernen, der slås med Coop Sverige om at være nummer to på det svenske marked efter ICA - med en markedsandel på 20-21 pct.

Ud fra en grundlæggende forretningside om at levere "Sveriges billigste madkurv" har Willys siden udviklet sig til en landsdækkende kæde, der er blandt Sveriges største med en omsætning på godt 23 mia. svenske kr. sidste år, svarende til godt 18 mia. kr. Butik nummer 50 åbnede i 2002 - samme år, som danske Netto gik ind i Sverige - og nummer 100 allerede i 2005.

Siden tog det fem år med at få åbnet de næste 50, og nu yderligere syv år for at nå nummer 200. Den nyeste butik i Göteborg tilhører kædens lille format, Willys Hemma, der har 5.000 varenumre og salgsarealer mellem 300 og 1200 kvm.

Opdateret 10. nov 2020