Rewe vil have convenience-forspring

Udland 12. jun 2019 -
This describes the image
Foto: Rewe

Den tyske detailkoncern Rewe er presset for at følge med på convenience-markedet. Derfor forsøger detaillisten nu at få et forspring ved at købe grossistvirksomheden Lekkerland, der leverer til 58.700 butikker - primært kiosker, bagerier og servicestationsbutikker.

Som det er nu, er Rewes kerneforretning supermarkeder og discountbutikker, som sidste år udgjorde knap 50 mia. euro ud af en samlet omsætning på 57,8 mia. euro, eller 431,6 mia. danske kroner. Til sammenligning solgte Lekkerland for lige over 15 mia. euro.

Fordelen for Rewe er klar, hvis man spørger Dansk Handelsblads samarbejdspartner analyseinstituttet LZ Retailytics, en del af Lebensmittel Zeitung.

"Rewe, som stadig kæmper med at udvikle et stærkt, selvstændigt convenience-koncept, kan opnå ekspertise fra en af pionererne i tysk (og europæisk) convenience-detailsalg med erfaring i at teste forskellige minimarkedkoncepter for selvstændige butikker," skriver Denise Klug, produktchef i LZ Retailytics, i en analyse af det forventede opkøb.

Fire nye lande

For Lekkerland, der pt. er ejet 25 pct. af Japan Tobacco og desuden fem ejerfamilier, er opkøbet en måde at genopnå momentum og udvide porteføljen fra B2B til B2C, vurderer LZ Retailytics.

Lekkerland har måttet sige farvel til nogle af sine kunder, som i stedet er flyttet over til Rewe Group eller Edeka som leverandører.

Opkøbet er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Kommer den, åbner det døren for fire nye markeder for Rewe: Belgien, Holland, Schweiz og Spanien.

Det er dog ikke sikkert, at de tyske konkurrencemyndigheder vil se positivt på handlen. Det mener Jens Steger, advokat med speciale i konkurrenceret fra firmaet Simmons & Simmons.

- Godt nok handler overtagelsen af Lekkerland ikke om detail-, men engroshandel, men den vil styrke Rewes købekraft over for producenter, udtaler han til den tyske avis Handelsblatt og henviser til en lignende sag for fire år siden, hvor Edeka først efter ministeriel indblanding og adskillige forbehold fik lov at overtage den mindre konkurrent Kaiser's Tengelmann.

Læs hele analysen her

Opdateret 10. nov 2020