Rema taber fart i norsk discountkrig

Udland 9. okt 2019 -
This describes the image
Rema 1000 Norge Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Rema 1000 kan i hjemlandet Norge igen gå ubesejret fra et handelskvartal. Det viser den netop offentliggjorte kvartalsrapport fra analyseinstituttet Nielsens norske afdeling for årets første ni måneder.

Egenhændigt sad Rema på 23,4 pct. af det samlede dagligvaremarked målt på omsætning ekskl. moms.

Det er dog en tilbagegang på 0,5 procentpoint sammenlignet med samme periode sidste år; og da discountkonkurrenten Kiwi i samme periode er gået frem med 0,5 procentpoint til 22 pct. markedsandel, er det tæt løb mellem de to.

Norgesgruppen, som ejer Kiwi, Meny og Spar m.fl., sidder samlet på 43,8 pct. af det norske dagligvaremarked, mens Coops andel er gået beskedent frem til 29,1 pct. - en vækst på 0,1 procentpoint i forhold til samme periode sidste år.

Discount driver vækst

Samlet set har der været en butikstilvækst på tre butikker i de tre første kvartaler af 2019, men nærmere analyse viser, at discountbutikkerne har lagt 42 butikker til, mens nærbutikkerne har mistet 31 butikker, og supermarkederne er gået tilbage med syv butikker.

"Lavpriskæderne står nu for 68,5 pct. af omsætningen i totalmarkedet, en vækst på 0,6 procentpoint i forhold til tilsvarende periode i fjor. Lavpris forstærker dermed sin position på bekostning af både nærbutikker (6,5 pct.) og bredsortimentsbutikker (24,1 pct.). Både nærbutikker og bredsortiment har nedgang i antal butikker, hvilket kan forklare den vedvarende faldende trend for disse segmenter," skriver Nielsen Norge i kvartalsrapporten.

Selv om nordmændene er svært glade for discount, går de stadig hellere efter mærkevarer end private labels, når de handler.

Således viser Nielsens rapport, at 82,7 pct. af den samlede omsætning kommer fra salg af mærkevarer. Det skal dog samtidig siges, at private label er i stor vækst i broderlandet. År til dato sammenlignet med samme periode sidste år står private label-brands for 67 pct. af værditilvæksten.

Det samlede dagligvaremarked i Norge udgør nu 131,7 mia. norske kroner ekskl. moms - en vækst på 1,6 pct. år til dato.

Opdateret 10. nov 2020