Finanskrisen, der brød ud i 2008, har på mange måder været med til at definere årene lige siden.

Det er en af den slags begivenheder - hvis man kan kalde den det - som man husker længe efter, og af den slags, der påvirker menneskers indre kompas.

Krisen og dens voldsomme konsekvenser fik langsigtede effekter på manges måder at handle på, og den sætter stadig sine spor i forbrugsmønstrene.

00’ernes forbrugsfest er meget langt væk, selv om opsvinget har indfundet sig.

Finanskrisen er tit blevet beskrevet som den værste af den slags siden krakket i Wall Street i 1929, der førte til 1930’ernes krise.

Uden at have været der selv tror jeg godt, at jeg kan påstå, at den store depression, som fulgte efter krakket i 1929, havde en helt, helt anden dybde end finanskrisens efterdønninger.

Der er trods alt en forskel på at sulte - og at have mistet friværdien.

Bobler, krak og håb om gode tider

Krakket i Wall Street tog sin begyndelse 24. oktober - altså for næsten eksakt 90 år siden.

Men skulle man tro, at der også var gået en brølende højkonjunktur forud for det helt store sammenbrud, så er det imidlertid slet ikke det billede, man får i den udgave af Dansk Handelsblad, der udkom fem måneder før - altså 24. maj 1929.

Under overskriften ”Bedre Tider” refererer den unavngivne skribent, som formentlig er bladets redaktør, til en helt anden boble, end den der førte til krakket senere på året.

”Det er nu 8 Aar, siden Krigs-Sæbeboblen brast i 1921, hvorved al den indbildte Velstand forsvandt, som Sæbeboblens farvestraalende Spil slettes ud og bliver til det, den virkelig er. I disse 8 Aar har vi stridt og døjet og savnet, og stedse har vi sagt: I Ar - eller i hvert Fald næste Aar - må de gode Tider komme!”

Men frem mod 1929 havde de gode tider altså ikke indfundet sig, og det gav ifølge skribenten udbredt smalhals blandt de købmænd, hvis butikker for langt, langt de flestes vedkommende slet, slet ikke kunne måle sig i format med de butikker, vi kender i dag.

Så sent som i 1968 - små 40 år efter - var den gennemsnitlige diskbutik, altså den helt klassiske udgave, hvor købmanden plukkede alle varerne fra hylderne bag disken, som vi kender det fra sort-hvide fotos og museer, på 39 kvm. 39! Det lader vi lige stå lidt.

Nogenlunde på samme tidspunkt var der 12.000 købmænd i landet.

I gadebilledet i de fleste danske byer kan man stadig spotte mange af de gamle butikker, hvor vinduerne siden er blevet blændet, så de nu er blevet til lejligheder i stedet. Mange af dem ligger på et hjørne, hvor der måske stadig er en trappe tilbage, der går lidt ned - eller lidt op.

Nødlidende købmænd

Det var ikke mange af den slags købmænd, der udviklede sig til lokale matadorer. Tværtimod.

”For de allerfleste Købmænd gælder det, at de lige akkurat kan hugge sig igennem ved Hjælp af den yderste Nøjsomhed i personligt Forbrug,” lød en del af fortsættelsen på artiklen om længslen efter ”Bedre Tider” i Dansk Handelsblad i maj 1929.

Trods den pessimistiske beskrivelse af den aktuelle situation i forsommeren 1929 havde min forgænger på Dansk Handelsblad ingen trøst at give.

Tværtimod lød der ildevarslende - og næsten synske - spådomme om, at det kunne blive værre:

”Adskilligt tyder på, at vi nu netop er paa et Punkt, hvor vi skal tage os vel iagt. Hvedepriserne falder! Og de plejer at trække samme Vej i næsten alle andre Varepriser. Stort bliver Faldet i Priserne vel næppe, men hvem kan heller taale ret meget i den Retning? Der er saa uendeligt lidt at staa imod med de fleste Steder, idet man jo allerede længe har kæmpet for blot lige at holde Balancen.”

Hvor meget værre det skulle blive kort tid efter i et Danmark, hvor landbruget stadig dominerede, havde skribenten dog ikke en chance for at ane.

Et enkelt eksempel, hentet fra ”Købmændenes historie”, der er skrevet af prominente navne som historikeren Søren Mørch og forfatteren Tom Buk-Swienty for DSK i anledning af organisationens 100 års jubilæum i 2007:

”I Danmark kan det illustreres med, at en grosprisen for et kilo smør i 1925 var på 4,47 kr., mens den i 1932 var kommet ned på 1,78 kr.”