Ny madbutik bliver ubemandet
Ny fødevarebutik i Sydsverige åbner, når kunderne ønsker det.
På hovedgaden i Viken lidt nord for Helsingborg i Sverige er der åbnet en fødevarebutik, der er ubemandet. Kunderne får adgang til butikken og foretager deres indkøb ved hjælp af mobiltelefonen - og butikken er åben døgnet rundt hele året.
Manden bag konceptet er Robert Ilijason, der længe har leget med ideen om en butik, der styres ved hjælp af teknik, men ideen blev først til virkelighed, da han tabte det sidste glas med babymad på gulvet og opdagede, at butikkerne i Viken var lukket.
– Jeg bor selv i Viken og måtte køre til Helsingborg for at købe nye varer. Så fik jeg ideen til, at der burde findes en butik her i Viken og begyndte at tænke over, hvordan det løses rent tek-nisk, fortæller han til avisen Sydsvenskan.
Den nye butik ligger centralt, og sortimentet omfatter mejeriprodukter, frostvarer og kolonialvarer. Sortimentet vil blive tilpasset alt efter, hvad kunderne efterspørger, og Robert Ilijason håber også at indgå et samarbejde med lokale producenter.
Landhandel 2.0
Kunderne skal være medlem af butikken for at kunne handle. For at blive medlem skal man give butikken sine kreditoplysninger. Kunderne får adgang til butikken via en app og sit bank-id, og når man er kommet ind i butikken, fungerer mobilen som scanner. Varerne betales med en faktura.
– Det bliver spændende at se, om kunderne tager ideen til sig. Det er jo helt nyt at købe ind i en ubemandet butik, siger Robert Ilijason og tilføjer:
– Det her er landhandel 2.0.
Han har allerede nu planer om at åbne lignende butikker i andre mindre byer i området nord for Helsingborg.