NorgesGruppens markedsvækst går i stå

Udland 8. mar 2019 -
This describes the image
Foto: Kiwi

År for år har den suveræne markedsleder i Norge, den danske Dagrofa-koncerns største ejer, NorgesGruppen, øget sin samlede markedsandel og dominans. De 40 pct. er for længst passeret, og et sted ude i horisonten vinker 50 pct. - halvdelen af markedet.

Men med de seneste officielle tal for andelene fra analysevirksomheden Nielsen, der dækker hele 2018, er fremgangen næsten gået i stå.

Sidste år øgede kæderne under NorgesGruppen omsætningen med 3,0 pct., og det er ifølge Nielsen kun marginalt over markedets 2,8 pct. Trods fortsat ekspansion i lavpriskæden Kiwi, der nåede op på 665 butikker, faldt det samlede antal butikker i NorgesGruppen med 10.

- Vores vækst ligger primært i eksisterende butikker. Det viser, at vi får flere kunder, og at handlekurven vokser, og det gør igen, at vi kan styrke os yderligere på pris, udvalg og service. Til trods for lav vækst vokser NorgesGruppens kæder mere end markedet, noget som viser en tillid til vores butikker og vores medarbejdere, siger NorgesGruppens koncernchef Runar Hollevik.

Rivaler mobber Rema

NorgesGruppens samlede markedsandel vokser imidlertid kun med 0,1 procentpoint til 43,2 pct., og nu er det kun Kiwi, der har leveret fremgang til 21,3 pct. af markedet. - mod 20,8 pct. i 2017.

Flagskibskæden Meny havde otte butikker færre end i 2017 og går tilbage til 10,3 pct., mens to Spar-kæder fastholder 7,2 pct. og nærbutikkerne i Joker-kæden 3,7 pct.

I Norge har dagligvarevirksomhederne lang tradition for at lange ud efter hinanden i al offentlighed, og det sker igen i kølvandet på offentliggørelsen af Nielsen-tallene sidst i februar.

En del af baggrunden for den svagere udvikling i NorgesGruppen er, at det lykkedes rivalen Reitangruppens Rema 1000-kæde at vinde det meste af det terræn tilbage, som Norges største enkeltkæde tabte tilbage i 2017. Rema gik frem til 23,7 pct.

Ifølge netmediet E 24 bemærker Kiwi-topchef Jan-Paul Bjørkøy, at rivalen Remas vækst kommer fra nye butikker - der kom 16 flere til i 2018. Kiwi øgede "kun" butiksantallet med 12.

Flere rivaler har også været efter Rema, fordi kæden for første gang i mange år kom ud af en pris-sammenligning helt nede som nummer fire. Kiwi var billigst.

Erhvervsmediet Dagens Næringsliv kan desuden fortælle om en negativ totalvækst i kæden på 0,7 pct. i de første syv uger af 2019.

Coop og Bunnpris taber

Den største markedsvinder sidste år er Coop Norges Extra-kæde, der tegner sig som en seriøs udfordrer til duellanterne Rema og Kiwi med et hop fra 12,6 til 13,3 pct. i markedsandel.

Extra vinder imidlertid frem på bekostning af andre Coop-kæder, der leverer butikker til en kraftig ekspansion - fra 379 i 2017 til 427 ved udgangen af sidste år.

Samlet set går Coop Norge tilbage fra 29,7 til 29,3 pct., mens den lille Bunnpris-kæde også dykker lidt til 3,7 pct.

Opdateret 10. nov 2020