Mad på nettet rykker hos svenskerne
Selv om salget af fødevarer på nettet i Sverige fortsat kun udgør en lille del af det samlede fødevaresalg, sker der dog en vækst i markedet. Fødevaresalget online udgør nu 4,1 pct. af det samlede salg, fremgår det ud de seneste tal fra Svensk Digital Handel.
I 2014 udgjorde nethandlen med fødevarer 3,0 pct. af det samlede salg, og året før lå det på 2,1 pct.
Jonas Ogvall, adm. direktør i Svensk Digital Handel, glæder sig over væksten. Bare i 4. kvartal sidste år voksede onlinesalget af fødevarer med 35 pct. i forhold til samme periode året før.
– Fødevaresalget på nettet går hurtigt frem, siger han og nævner, at branchen satser på madkasser og sæsontema før jul og nytår, og det fik flere nye kunder til at prøve at købe mad på nettet.
Svensk Digital Handel har udsendt en rapport, ”Digital madhandel 2015”, som nævner flere årsager til, at købelysten online forstærkes.
Vigtigt at prøve
En årsag er, at forbrugerne i dag er modne til at prøve at handle elektronisk. En af tærsklerne har været blot at få folk til at prøve at handle på nettet, men erfaringerne viser, at når folk først har prøvet det, vil mange fortsætte. Det vigtige er derfor at få flere til at afprøve det.
Der er imidlertid også barrierer.
En vigtig barriere er varepræsentationen og muligheden for at mærke varen selv. Her har de fysiske butikker en fordel, og forbrugerne vil gerne selv mærke varen, inden de foretager deres valg. Den svenske rapport påpeger, at det er en af de største udfordringer for nethandel med fødevarer. En mulighed er at bruge bedre billeder af varerne og at øge produktinformationen.
De mest ivrige nethandlere er unge i alderen 18-25 år, og forbrugere online fremhæver især, at de sparer tid og at de slipper for at bære tunge dagligvarer hjem.