Lukningstruet kæde genopfinder sig selv
Væksttoget ruller igen for Spar-kæden i hjemlandet Holland. Der bliver åbnet to-tre nye butikker om ugen, og en rebranding af kæden med fokus på convenience giver vækst efter flere år med faldende omsætning.
Det er ellers ikke mange år siden, det næsten 100 år gamle selskab og brand var ved at miste både identitet og eksistensgrundlag i Holland.
- Flere fusioner havde udvandet brandet, så i 2009 igangsatte vi en turnaround med blandt andet nye private label-serier og ét centralt lager for at strømline virksomheden, forklarer John van der Ent, adm. direktør i Spar Holding, Spars hollandske division.
Genopfinder sig selv
Spars seneste fusion fandt sted i 2008, hvor opkøbet af købmandskæden Attent øgede salgsvæksten til 26 pct. – om end for en kort bemærkning.
En verdensomspændende finanskrise spændte ben for tranformationen, lige som manglende fornyelse og øget konkurrence pressede Spar i flere år.
Men det hårde arbejde begynder endelig at bære frugt.
I 2015 vendte udviklingen, og der kom skub i omsætningen igen. Sidste år voksede kædens omsætning med 7,7 pct. til 471 mio. euro, svarende til ca. 3,5 mia. kr.
Succesen skal ikke mindst tilskrives en helhjertet tilgang til digitalisering – Spar-butikkerne tilbyder online varebestilling med levering samme dag – og et samarbejde med Texaco-stationer landet over.
Sidstnævnte har betydet åbningen af knap 100 nye Spar-butikker, og målet er, at alle 130 Texaco-tankstationer vil have en Spar-butik ved begyndelsen af 2019.
Mere ens og mere forskellige
Desuden har Spar lavet en gedigen makeover af butikskoncepterne.
Spar-butikker i Holland er kategoriseret efter, om de ligger f.eks. ved tankstationer, universiteter eller boligområder, men en ny butiksindretning med tydelige skilte i klare farver er med til at skabe en ensartethed, som styrker brandet, forklarer Bas Jong, driftschef i Spar Holding.
Læs også: Holland sætter barren for convenience
Der er stadig forskel på Spars koncepter, men sådan bliver det ikke ved med at være.
- Det er min vision, at i løbet af få år har vi ikke noget Spar Express-format ved tankstationerne, ikke noget Spar City. Det bliver meget mere individuelt med udgangspunkt i det behov, der er i netop det område, hvor butikken er – hvad enten det er mere nonfood eller convenience, siger Bas Jong.
Og her skal det gennemgående tema med tydeligt afmærkede afdelinger og rene linjer i butiksdesignet underbygge, at der er tale om samme kæde.
New look
Generelt har Spar et stærkt fokus på convenience, som udgør omkring 60 pct. af sortimentet, men der kan være store forskelle alt efter butikkernes placering.
Hvordan det helt konkret skal lykkes i hver enkelt butik kræver eksterne eksperter, som kan analysere udbud og efterspørgsel i nogle gange meget snævre geografi ske områder.
- Det kan godt være, det er dyrere at lave analyser til mere individualiserede butikker, men der er stadig en vis standardisering, vi kan trække på. Men vi skal være effektive, understreger Bas Jong.
Det nye udseende i butikkerne har også betydet, at Spar i Holland har fået en mere eksklusiv følelse.
- Selv om tendensen går i retning af mere plantebaseret kost, sælger vi mere kød i dag end for et år siden målt i euro. Det er mere kvalitet til højere priser, og vi arbejder aktivt med lokale samarbejder med f.eks. slagtere og fiskere, siger Spar Holdings driftschef.
Han erkender, at Spar-kæden er bagud på økologi i forhold til andre kæder i Holland, men han tror, det ser meget anderledes ud om fem år.