London - den europæiske conveniencehovedstad
Ingen by har de danske dagligvaredirektører besøgt lige så mange gange som London gennem årene, når den har stået på inspirationsture i udlandet. Og det med god grund.
Med kæder som Tesco, Waitrose, Sainsbury's, Morrisons og Co-op, den britiske pendant til danske Coop, vrimler det med dagligvareaktører i den britiske hovedstad.
Og med ni millioner indbyggere, 19 mio. årlige turister og millioner af daglige pendlere er det heller ikke så overraskende, at London er hjemby for convenience-kæden Pret a Manger.
Et koncept, som blev grundlagt i 1986 og som især er kendt for udvalget af frisklavede sandwiches.
En anden pionér blandt de rendyrkede britisk convenience-koncepter er heller ikke blandt de traditionelle dagligvareaktører, men er derimod detaillisten og lavprisstormagasinet Marks & Spencer (M&S).
Allerede for 20 år siden åbnede M&S en food hall på Long Acre i Covent Garden.
Fødevarebutikken havde især fokus på at kapre sultne middagskunder fra områdets øvrige convenience-butikker og cafeer.
Derfor havde butikken også et stort område med friske sandwich, wraps, frosne færdigretter, juice og drikkevarer placeret forrest i butikken.
Butikskonceptet blev en betydelig succes.
Medarbejdere fra de omkringliggende arbejdspladser valfartede i hobetal til kassesluserne ved middagstid, så selv ikke de hurtigste opfyldere kunne følge med kundestrømmen.
I år 2000 blev alle de Marks & Spencer-ejede St. Michaels-butikker konverteret til M&S Food hall og året efter, i 2001, introducerede detailgiganten det egentlige convenience-format, M&S Simply Food, som også opererer i dag.
M&S Simply Food, Victoria Station
Som navnet antyder, finder man nærmest udelukkende fødevarer og drikkevarer i butikkerne.
Det gælder også i den ca. 400 kvm. store M&S Simply Food klods op ad Victoria Station, der er et af de helt store trafikale knudepunkter i det sydvestlige London.
Her er der fokus på et "let" sortiment, hvor alle varer, der blot kræver et minimum af tid at forberede er skåret ned til et absolut minimum.
Det meste frugt med skræl har for længst måttet vige pladsen til fordel for frugtpakker, der er lige til at spise, og som både passer behovet for singler og familier.
Her er masser af sandwiches, blandede salater og food to go, som især efterspørges midt på dagen.
Bagerafdeling til morgenkunderne og et stort udvalg af færdigretter to go eller to heat.
Den velbesøgte butik har kun en kasselinje.
I stedet betjener kunderne sig selv i selvbetjeningsområdet, der tæller otte selvscannere og ikke optager mere plads end ca. 30 kvm.
Waitrose, Victoria Bus Station
Et andet koncept nær Victoria Station er den lidt større butik Waitrose.
Den omkring 600 kvm. store butik kan hverken kategoriseres som et supermarked eller en convenience-butik, men fungerer som begge dele.
En moderne hybrid, der både går efter kunderne, der hurtigst muligt ønsker sig et måltid, og kunder der gerne tilbereder dele eller alt maden selv.
Læg dertil, at hele forområdet af butikken fungerer som et spiseområde, hvor kunderne både kan slå sig ned for at spise butikkens populære sandwich eller sushien fra butikkens sushi-bar.
Flere Waitrose-butikker er også begyndt at tilbyde madlavningskurser, hvor kunderne efterfølgende nyder maden i fællesskab.