Lær fem ting fra en succeskæde

Udland 29. aug 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

 

Når man deltager i konferencer om detailhandlen herhjemme, sker det så godt som uden undtagelse, at en af deltagerne bruger tid på at fremhæve den engelske sandwichkæde Pret A Manger som et lærestykke for hele detailhandlen og ikke mindst dagligvarehandlen.

London er et af de populære rejsemål, når danske dagligvarekæder skal søge inspiration til at udvikle butikkerne, og i London ligger der så mange Pret A Manger-butikker, at det er vanskeligt at undgå at se dem og måske endda besøge dem. Pret A Manger har oplevet en ganske overvældende succes siden starten i 1983, og den succes vil andre detailhandlere naturligvis gerne lære af.

Hvad er det så, der gør Pret A Manger så velbesøgt og økonomisk succesfuld? Det giver detailhandelsanalytikeren Suzanne Bearne fem gode svar på i det engelske fagblad Retail Week.

Her er de fem ting, andre detailhandlere kan lære af Pret A Manger.

1 Sørg for, at kundeservicen er i top

Kunderne i sandwichbutikkerne bliver mødt med åbenhed, interesse og smil af medarbejderne, men på den europæiske måde, så det ikke virker kunstigt og anmassende. Kunderne oplever stadig oftere, at de selv må klare opgaven ved selvbetjening, og så giver det en stor wow-oplevelse, når de står over for en butiksansat, der virker oprigtigt interesseret i at yde en god service. Pret A Manger prioriterer kundeservice højt og investerer meget i at træne personalet efter mottoet: ”Behandl dine kunder som om de er gæster i dit hjem.”

2 Bliv ved med at forny dig

Hvis detailhandlerne vil leve op til forbrugernes evigt foranderlige forventninger, er de nødt til at udvikle nye produkter. Pret A Manger overraskede for nylig branchen ved at åbne en pop-up butik i midten af Soho, som udelukkende sælger vegetarmad. Det skete for at imødekomme behovet hos den voksende gruppe forbrugere, der ønsker kødfrie dage. Læren er, at detailhandlen aldrig må blive bange for forandringer.

3 Sørg for at være hurtig

Pret A Manger er kendt for at være hurtig. Kunderne kan klare deres indkøb med mad og drikke på få minutter, hvis de ønsker det. Kun få detailhandlere evner at gøre det lige så godt. Hvordan kan Pret A Manger så gøre det? Ganske enkelt fordi der er rigeligt med medarbejdere ved kasserne hele året rundt. Mange detailhandlere prøver at klare udfordringen ved at ringe efter ekstra kassemedarbejdere, når køen bliver for lang, mens Pret A Manger har klaret udfordringen længe inden.

4 Lyt til kunderne

Den nye pop-up butik i Soho blev åbnet på grund af kundernes opbakning på de digitale medier. Topchefen Clive Schlee fortalte om sin idé i en blog, og da han havde modtaget 10.000 ja-stemmer, tog han beslutningen om at åbne. I marketingbranchen taler man i dag om, at mange detailhandlere og producenter først lytter til kunderne, når beslutningen allerede er taget. Hvis kunderne skal være en vigtig del af kædens brand, skal man tage dem alvorligt.

5 Den gode borgerpligt

Sidste år forærede Pret A Manger en million kopper gratis kaffe som led i kædens ønske om at udvise social ansvarlighed og almindelig venlighed. Kæden opfordrer således de ansatte til at forære et gratis produkt til en kunde hver dag. Desuden forærer kæden fødevarer, der ikke er blevet solgt, til sociale organisationer.

 

Pret A MangerAnalyse_Fem ting 2

Trods navnet er Pret A Manger en engelsk sandwichkæde, der åbnede sin første butik i 1983. Siden er det gået stærkt, og i dag driver kæden 350 butikker i Storbritannien, USA, Paris, Hong Kong og Shanghai.

Fra starten fokuserede kæden på at tilbyde gourmet måltider typisk i form af sandwich, som kunne spises på stedet eller på arbejdet, og som var fremstillet af bedste kvalitet. Pret A Manger har været med til at sætte en høj standard for fast food med en klar mission om at tilberede håndlavet, naturlig mad uden tilsætningsstoffer og helst økologisk, og hvor meget af maden tilberedes i den enkelte butik.

Derfor findes der ikke dato for, hvornår sandwich og salater helst skal spises, for den mad, der ikke sælges samme dag, bliver givet til velgørende hjælpeorganisationer.

Opdateret 10. nov 2020