Krise sender Walmart-regnskab i vejret

Udland 19. maj 2020 -
This describes the image
Foto: Walmart

Mens store dele af verdenssamfundet har gearet ned under coronakrisen, så har dagligvareforhandlerne over en bred kam haft medvind i de seneste par måneder.

Det gælder også for den amerikanske dagligvarekoncern Walmart, som i første kvartal af selskabets forskudte regnskabsår, som dækker perioden 1. februar 2020 til 1. maj 2020, kan notere en samlet omsætning på 135 mia. dollars (916 mia. kr.), hvilket er en stigning på 8,6 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Driftsresultatet for perioden lander samlet på 5,2 mia. dollars, hvilket er 5,6 pct. bedre end sidste år.

Under krisen har de danske forbrugere i høj grad taget muligheden for at handle dagligvare på nettet til sig, og det samme behov har ifølge Walmart gjort sig gældende i det amerikanske marked.

Omsætningen indenfor onlinesegmentet er i kvartalet vokset med hele 74 pct., hvilket omfatter afhentning af pakkede dagligvarer, levering, walmart.com og virksomhedens digitale markedsplads.

Hvad angår kommende regnskaber, så meddeler Walmart, at man grundet de usædvanlige omstændigheder som følge af coronakrisen ikke vil komme prognoser for det fulde renskabsår.

- Beslutningen om at trække fremtidige prognoser tilbage, reflekterer tilbage på usikkerheden omkring eksterne nøglevariabler og deres indflydelse på forretningen og den globale økonomi - herunder længden af Covid-19-krisen, varigheden af isolationskravene, størrelsen og varigheden af de finansielle hjælpepakker, tendenser inden for arbejdsmarkedet og forbrugernes tillid, lyder det blandt andet fra Brett Biggs, finansdirektør i Walmart Inc. i meddelelsen.

Ifølge regnskabet har Walmart haft udgifter forbundet med håndteringen af coronapandemien i omegnen af 900 mio. dollars.

Opdateret 10. nov 2020