Ekspert: Google trækker Amazon ind på det danske marked

Udland 9. okt 2019 -
This describes the image
Nicklas Storåkers FDIH Pricerunner Foto: Jesper Veber Knudsen

De seneste år har budt på adskillige spådomme om, hvornår den altædende amerikanske onlinegigant Amazon vil komme til Danmark med den store pakke - inklusive abonnementsordningen Prime.

Det er som bekendt endnu ikke sket, men det er stadig et af de største temaer på den igangværende E-Handelskonference, som netbutikkernes brancheorganisation FDIH står bag i Øksnehallen i København.

Et af de helt friske bud kommer fra prissammenlignings-tjenesten Pricerunners svenske adm. direktør Nicklas Storåkers.

- Jeg tror, at det vil ske i løbet af to-tre år. Og grunden til det er, at vi i løbet af den tid vil se handelsplatformen "Buy on Google" i Danmark, siger Storåkers.

Han har selv direkte erfaringer med Amazon og Google fra bl.a. samarbejdsrelationer.

Han spår, at Danmark og hele Norden kan blive scenen for en større duel mellem tech-giganterne Amazon og Google, fordi Google vil udnytte sin dominerende position på websøgninger i Europa til også at gå ind i onlinehandel. I Danmark har Google 97 pct. af samtlige søgninger.

Nicklas Storåkers fortæller, hvordan Google er begyndt med en e-handelsplatform i hjemlandet USA og desuden tester det i Frankrig.

Han forventer, at den skærpede konkurrence kommer til at medføre en konsolideringsbølge blandt de eksisterende netbutikker. Amazons og Googles tilgang til markedet må være skræmmende for de små konkurrenter:

- Her vil alle gerne være markedsledere på hver deres felt. Men sådan tænker de to ikke. Deres ambition er ikke at blive markedsledende. Ambitionen er fuld markedsdominans uden konkurrence - en andel på 100 pct. Det er den attitude, de amerikanske giganter opererer med, siger Nicklas Storåkers.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?