Detailkæmper donerer millioner til nødhjælp efter jordskælvskatastrofe

Udland 10. feb 2023 -
This describes the image
Foto: Folkekirkens Nødhjælp
  • Danske Salling Group og tyske Schwarz Group, der står bag Lidl i Danmark, donerer penge til nødhjælpsarbejde i Tyrkiet og Syrien. 

Skrevet af: Søren Tougaard

FN betegner jordskælvene i det sydøstlige Tyrkiet som en af de værste naturkatastrofer i vor tid. Katastrofen har kostet over 21.000 mennesker livet i Tyrkiet og Syrien, såret langt flere og gjort millioner hjemløse i den bidende kulde.  

Danmarks største detailkoncern, Salling Group, og ejerfondene bag virksomheden, har valgt at donere 1 mio. kr. til nødhjælpsarbejdet i de berørte områder. Donationen går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde, som er aktiv med hjælpeindsatser i området og en mangeårig samarbejdspartner for såvel Salling Fondene som Salling Group. 

- TV-billederne viser en katastrofe af historisk omfang. Vi har mange medarbejdere i Netto, Føtex og Bilka, der har rødder, bekendte, venner og familie i de berørte områder. Nogle er og har været ansat i mange år, andre er kommet til inden for de senere år på flugt fra krigen i Syrien. Derfor berører katastrofen os ekstra meget, og vi ønsker at kunne være med til at gøre en forskel, siger Per Bank, adm. direktør i Salling Group og formand for Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, der er den ene af de to fonde, der ejer Salling Group.

Schwarz Group, der blandt andet står bag Lidl Danmark, har valgt at støtte nødhjælpsarbejdet i regionen. I alt lyder donationen på 1 mio. euro, svarende til næsten 7,5 mio. kr. 

"For at sikre, at hjælpen når frem til ofrene så hurtigt og med så lidt bureaukrati som muligt, vil den fælles donation blive sendt til det tyske Røde Kors' katastrofehjælp. Med disse midler vil hjælpearbejderne i katastrofeområdet være i stand til at yde den hjælp, der er nødvendig på stedet. Mange ansatte i Schwarz Group har slægtninge i denne region. Vores tanker er hos dem og hos ofrene for katastrofen", lyder meddelelsen fra Schwarz Group. 

Hos Coop har man startet en indsamling, hvor miderne går til Røde Kors' hjælpearbejde i Tyrkiet og Syrien. 

 

   

Opdateret 11. feb 2023