Detailhandel under ombygning
Forbrugerne går en gylden fremtid i møde, når de skal på indkøb, for aldrig før har de haft adgang til så stort et udvalg af varer, og samtidig er det i langt højere grad forbrugeren, der bestemmer.
Forbrugerne stiller nye krav, og de får adgang til nye digitale løsninger, som bliver hvermands eje.
Grænsen mellem detailhandler og producent bliver udvisket i takt med, at både butikker og leverandørerne finder nye måder til at friste forbrugerne.
I de næste 10 år vil handlen med forbrugsvarer og dagligvarer ændre sig i et hastigere tempo end i de foregående 40 år.
Så store ændringer inden for detailhandlen har skabt interesse hos World Economic Forum, der samler verdens spidser inden for erhvervsliv og politik til information og debat om de vigtigste samfundstendenser.
Hvert år hviler verdenspressens øjne på årsmødet, som World Economic Forum arrangerer i Davos i Schweiz.
I år har World Economic Forum offentliggjort en rapport om fremtidens detailhandel.
Rapporten er udarbejdet i samarbejde med Accenture.
Dansk løsning
Rapporten er særligt interessant for dagligvarehandlen, fordi den fremhæver flere eksempler på teknologiske kvantespring, som er lanceret i netop dagligvarebranchen.
Den franske supermarkedskæde Carrefour går nye veje for at indsamle, styre og udnytte kundedata. Kæden arbejder med et pilotprojekt med det såkaldte iBeacon-netværk i butikkerne, så kunderne kan montere mobiltelefoner og ipads på indkøbsvognene.
Dermed får de information om udstillinger og hylder i butikken, hvor der er tilbud, som har særlig interesse for dem. Det er fremtidens personaliserede indkøbstur.
Også Rema 1000 er kommet med i rapporten med den danske deleøkonomiske løsning Vigo.dk, som Rema 1000 lancerede i 2016.
World Economic Forum kigger i rapporten i krystalkuglen og ser flere tendenser, som radikalt vil ændre den måde, forbrugerne køber ind på.
I 2026 vil begrebet hovedstrøg være totalt forandret. Indkøbsturen har ikke som mål at købe nogle produkter, som står på en indkøbsseddel.
I stedet bliver det en engagerende og oplevelsesrig tur med brug af nye forretningsformer.
I butikkerne vil kunderne bruge digitale løsninger til at høre og se om produkterne og tale digitalt med forbrugereksperter. Det vil kræve helt nye midler i butikkerne for at fastholde kunderne og få dem til at komme igen.
Hverdagens varer, som ikke har forbrugernes store interesse, vil blive bestilt og leveret automatisk, så forbrugerne sparer tid og kan gøre hverdagen enklere.
Rutineindkøb klares på nettet.
Fremtiden
Rapporten forudser, at der vil ske ændringer i detailhandlen på andre måder.
Partnerskaber vil blive mere udbredt. Den teknologiske udvikling sker så hurtigt, at alle parter bliver nødt til at indgå nye samarbejder, også på tværs af brancher.
Det bliver for vanskeligt blot at stole på egne evner.
Den helt store opgave for e-handel bliver leveringen til kunden – det man også kalder "last mile delivery".
Det er den dyre og komplicerede del af e-handel. Hvis e-handel skal blive mindre omkostningstung, miljøvenlig og hurtig til at imødekomme kundernes krav, skal udfordringen med leveringen til kunden løses.
Hertil kommer brugen af data.
Detailhandlen skal flytte sig fra nutidens position, hvor det stadig handler om at indsamle data, til at systematisere og udnytte data i forretningens beslutninger gennem hele værdikæden.
Hvilke udfordringer er det så?
Her peger rapporten fra World Economic Forum på to afgørende udfordringer.
For det første bliver handel præget af endnu flere omkostninger. De mange nye teknologiske løsninger koster.
Fornyelserne koster mange penge, inden forretningen kan hente gevinsten. For det andet tager det ofte tid, før nye teknologier bliver accepteret i daglig brug og dermed vinder udbredelse.
Mange teknologiske løsninger har haft år på bagen, inden de for alvor bryder igennem lydmuren.
Rapporten konkluderer, at detailhandlen traditionelt har været drevet af tre krav fra forbrugerne: pris, udvalg og bekvemmelighed.
Det vil også gælde i fremtiden.
Men fremtidens forbrugere vil stille med to nye krav: dels kontrol over hele indkøbsfasen med at kunne købe når og hvor man vil, og dels oplevelser i jagten på de helt rigtige produkter – hvad enten det er spændende fødevarer eller et nyt jakkesæt.