Dansker ligger højt på britisk magtliste

Udland 3. mar 2016 -
This describes the image
Tescos adm. direktør Dave Lewis (th). Foto: Tesco

Der har sneget sig en dansker ind på den nyeste udgave af det ansete britiske branchemedie The Grocers liste over de 100 mest magtfulde personer i landets dagligvarebranche.

Listen peger i den grad fremad mod store omvæltninger i branchen, for allerøverst ligger topchefen for den britiske del af online-giganten Amazon, Chris North.

Helt aktuelt hører Amazons dagligvareomsætning i landet nemlig til i småtingsafdelingen, når man sammenligner med en gigant som markedsleder Tesco.

Tescos adm. direktør Dave Lewis må imidlertid tage til takke med en femteplads på listen, og foran ham kommer topcheferne for de fremadstormende tyske discountkæder Aldi og Lidl. Aldis Matthew Barnes er nummer to og Lidls Ronny Gottschlich nummer fire.

Og danskeren? Det er den tidligere landedirektør for Arla i Danmark, Peter Giørtz-Carlsen, som nu står i spidsen for Arla i Storbritannien. I det fornemme selskab ligger Giørtz-Carlsen helt oppe på en plads som nummer 24.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?