Danske butikker springer Wish-tilbud over

Udland 22. okt 2019 -
This describes the image
Wish FDIH danske butikker og kiosker Fra Wish Local

Wish ligger på fjerdepladsen på FDIH’s liste over danskernes mest benyttede webshops, og det betyder, at knap to ud af 100 danskere har handlet på onlinebutikken, der formidler varer mellem kinesiske producenter og kunder over hele verden.

Men samtidig er Wish nok også blandt de webshops, som de danske forbrugere brokker sig mest over. Blandt andet fordi varer er længe undervejs, hvis de overhovedet dukker op.

Nu kæmper Wish for at få danske butikker til at udlevere varer for webshoppen, der blev grundlagt i San Fransisco i 2011.

Butikkerne skal samtidig have et udvalg af de mest solgte Wish-varer på hylderne. Men hidtil er det ikke lykkedes at få danske butikker med.

- Jeg har i hvert fald ikke hørt, at nogen i vores kreds skulle have indgået i et samarbejde med Wish, siger direktør for Nærbutikkernes Landsforening, NBL, Martin Schjøth.

Organisationen er interesseorganisation for nærbutikkerne og conveniencesektoren og har 400 aktive medlemmer.

Kræver plads

Via et dansksproget website, Wish Local, lokker Wish med kundestrøm, vækst og gratis tilmelding, hvis danske butikker vil med i et samarbejde.

- Nogle har undersøgt konditionerne for et samarbejde, og det tyder på, at priserne ikke er konkurrencedygtige med de andre pakkepostfirmaer, som de samarbejder med. Man skal også tænke på, at det kræver plads, når man samtidig skal have et udvalg af varer fra Wish, siger Martin Schjøth.

Han vil ikke advare mod Wish, men siger, at man som butik skal tænke over, om man kan komme til at stå med reklamationer over varer fra webshoppen.

- Men det er ikke til at vide, om et samarbejde med Wish kan være en succes på længere sigt, siger han.

Opdateret 10. nov 2020