Britisk dagligvaregigant åbner ny discountkæde
I et forsøg på at få et forspring i konkurrencen med discountkæderne Aldi og Lidl forbereder Tesco nu lanceringen af en ny discountkæde. Det skriver flere britiske medier.
Den nye kæde forventes at få navnet Jack's, efter det er kommet frem, at Tesco for nylig har forsøgt at registrere det som varemærke.
Op mod 60 Jack's-butikker kan se dagens lys - de første allerede fra september, skriver The Guardian.
I aktuelle jobopslag for et "nyt butikskoncept" skriver Tesco blandt andet:
"Det nye detailformat vil blive styret separat fra Tescos kerneforretning, hvorfor de tilbudte fordele vil være anderledes fra dem, Tesco ellers tilbyder."
Ikke første discounteventyr
Det er ikke første gang, Tesco forsøger sig med en discountkæde. I starten af 1980'erne prøvede man med kæden Victor Value, som blev solgt fra fire år senere pga. bekymringer for, at kæden underminerede Tescos kerneforretning.
Samme bekymring lufter nogle detailanalytikere ved nyheden om Tescos nye discountkæde, mens andre tror på succes, hvis ledelsen holder tungen lige i munden.
- Hvis brandet er for anderledes vil det have svært ved at få fodfæste i markedet. Men hvis det ligger for tæt på kerneforretningen, risikerer det nye brand at kannibalisere på det nuværende salg, siger Mark Dodds, formand for Chartered Institute of Marketings fødevare- og landbrugsudvalg, til The Independent.
- Meget er stadig uvist, men navnet Jack’s er tydeligvis en hentydning til Tescos arv (stifteren Jack Cohen, red.). Det bliver interessant at se, hvor meget af Tesco-brandet følger med i de nye butikker, uddyber han til avisen.
For to år siden måtte Tescos største konkurrent på det britiske marked, Sainsbury's, opgive sit samarbejde med Netto.
Læs også: Sainsbury´s trak stikket på Netto UK