Brexit giver discountkæder medvind

Udland 11. aug 2017 -
This describes the image
Foto: Wikimedia
Skrevet af: Søren Tougaard

Det er blevet dyrere at foretage dagligvareindkøb i Storbritannien ovenpå sidste sommers Brexit-afstemning.

På et år, fra juli 2016 til juli i år, er fødevarepriserne steget med 3,2 pct., mens prisen på det britiske pund aktuelt er dalet med 6. pct. overfor den danske krone det seneste år.

Den inflation alene betyder, at en gennemsnitlig britisk husholdning kan se frem til en ekstra udgift på 133 pund eller godt 1.100 kr. på dagligvareindkøb i år sammenlignet med 2016, ifølge den globale analysevirksomhed Kantar Worldpanel.

Samtidig forventer Bank of England en endnu højere inflation i Storbritannien til efteråret, hvilket især kommer til at kunne mærkes på de importerede varer.

Netop den udvikling med stigende inflation og lavere disponibel indkomst har drevet flere britiske forbrugere væk fra de store supermarkedskæder og over til discountkæderne Lidl og Aldi.

I maj i år ramte de to kæder for første gang en markedsandel på 12 pct. i Storbritannien, fordelt med 7 pct. til Aldi og 5 pct. til Lidl.

Supermarkeder taber andele
Ifølge Kantar Worldpanels seneste 12-ugers måling frem til 16. juli i forhold til samme periode sidste år er Lidls markedsandel vokset fra 4,5 pct. til 5,1 pct. med en øget omsætning på hele 19,4 pct.

I slipstrømmen følger Aldi med et øget markedsandel fra 6,2 pct. til 7 pct. og en vækst i omsætningen på 17,9 pct.

Til sammenligning har de fire største dagligvareaktører i Storbritannien, Tesco, Sainsbury's, Asda og Morrison's, alle tabt markedsandele med et fald på 0,5 pct. hos Tesco som det største, mens Morrison's med et fald på 0,2 har lidt det mindste markedstab.

Aktuelt er markedsandelen for Tesco på 27,8 pct., mens Sainsbury's er faldet til 16 pct, Asdas er 15,1 pct. og Morrison's 10,5 pct., ifølge Kantar Worldpanel.

Opdateret 10. nov 2020