Axfood leverer rekordhøjt kvartalsregnskab

Udland 13. nov 2019 -
This describes the image
Axfood i Sverige leverer rekordhøjt kvartalsregnskab Foto: Axfood
Skrevet af: Søren Tougaard

Modsat i Danmark oplever dagligvarebranchen i Sverige en pæn fremgang. I tredje kvartal lød væksten på 3,5 pct.

De positive takter har også smittet af på Axfood, der før Coops opkøb af Netto var den næststørste aktør i Sverige med ca. 18 pct. af dagligvaremarkedet.

Således gik Axfood med kæderne Willys og Hemköp frem med en omsætningsvækst på 5,7 pct. til 12,7 mia. svenske kr. – 8,8 mia. kr. – i 3. kvartal målt i forhold til samme periode sidste år.

Stort set samme vækst, 5,6 pct., har koncernen haft i de første ni måneder af 2019, hvor omsætningen var 37,7 mia. svenske kr., svarende til 26,3 mia. kr.

Langt højere vækstrate har koncernen dog haft i driftsresultatet. I 3. kvartal steg resultatet med hele 15,4 pct. i forhold til samme periode sidste år, hvilket bringer Axfoods driftsresultat op på 715 mio. svenske kr., ca. 500 mio. kr. Det er det højeste niveau for koncernen i et 3. kvartal nogensinde.

I årets første ni måneder lyder driftsoverskuddet på 1,8 mia. svenske kr., ca. 1,3 mia. kr.

Vokser mere end markedet

Axfood satser over en bred kam på at udvikle forretningen, lige fra flere moderniserede butikker og udvikling af nethandlen til en øget digitalisering og automatisering, og det er denne intensive indsats, der nu giver resultat.

Alene i 3. kvartal voksede Willys omsætning med 7 pct. i sammenlignende butikker, mens Hemköp måtte tage til takke med en like-for-like vækst på 2,1 pct.

- Med en butiksomsætningstilvækst på 6,7 pct. og en e-handelstilvækst på hele 38 pct. konstaterer jeg, at vi også i dette kvartal vokser mere end markedet i begge kanaler. Willys fortsætter med at udmærke sig med en fantastisk fin udvikling, hvor udrulningen af e-handelstilbud til flere placeringer og butikker har bidraget til at gøre Willys mere relevant for flere kunder. Videre ser vi en positiv tilvækst i Hemköps butiksomsætning inklusive franchise. Forbedringen forklares frem for alt af den gode omsætningstilvækst i alle vores kæder, siger koncernchef og adm. direktør Klas Balkow i en pressemeddelelse.

I alt lyder Axfoods overskud på 1,3 mia. svenske kr. for de første ni måneder af 2019, ca. 922 mio. danske kr.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?