ANALYSE: Amazon sælger for 1200 mia. i USA

Udland 16. jan 2018 -
This describes the image
Det er allerede mange år siden, at Amazons stifter og topchef Je_x001d_ Bezos, blev kåret til ”Man of the year”. Han har siden også fået tildelt den mindre fl atterende titel som ”Verdens værste arbejdsgiver”. Foto: Time/Amazon

Den amerikanske onlinegigant Amazon er her og der og alle vegne. I 2018 har Amazon allerede trukket mange overskrifter i flere landes erhvervsmedier - blandt andet for at have solgt ikke færre end fem mia. varer i 2017 - omsætningen bliver ikke opgivet - og for at byde på den fornemste engelske fodboldrække, Premier League.

Den slags er der i den grad betalingsvillige seere til, og rettighederne skal trække endnu flere kunder til den i forvejen stærkt voksende streamingservice, Amazon Prime, hvis abonnenter/ medlemmer scorer rabatter på alle mulige former for køb og services indenfor Amazons ehandels-imperium.

Amazon er et af de allerbedste eksempler på den nye abonnementsøkonomi, som også er i vækst herhjemme - med bl.a. Føtex' økologi-abonnementsordning, Øko+, i en noget mindre skala.

44 pct. af online-markedet
Ifølge en helt frisk rapport fra den amerikanske analysevirksomhed One Click Retail sidder Amazon nu på næsten halvdelen af onlinehandelen i hjemlandet - 44 pct. - og 4 pct. af den samlede detailhandelsomsætning i USA.

I 2017 kan det samlede detailsalg have nærmet sig 5000 mia. dollar, og Amazon skulle altså have taget tæt på 200 mia. dollar af dem, svarende til over 1200 mia. kr.

Holder analysen vand, er Amazons omsætning dermed oppe på omkring halvdelen af den omsætning, som verdens suverænt største detailvirksomhed Walmart henter i hjemlandet.

På listen over varekategorier med størst vækst i Amazon kommer dagligvarer ind på en tredjeplads med en salgsfremgang på 33 pct.

Topchefen i One Click Retail, virksomheden bag analysen, Spencer Millerberg, vurderer, at demografien i den grad er med Amazon.

- Enhver større trend, vi ser hen over 2017, kan forklares med det faktum, at flere af Amazons unge kernekunder bliver voksne: Flere af dem ejer deres boliger, de får børn og køber tonsvis af ting til den nye livssituation. Det rejser spørgsmålet, om det vil skabe langsigtede forandringer og medvind for Amazon? Vil godt trehundrede Whole Foods-butikker være nok til at konkurrere meningsfuldt i den fysiske detailhandel med Walmarts 4000 plus butikker? siger han ifølge CNBC.

Opdateret 10. nov 2020