Amazon solgte varer for 922 mia. sidste år

Udland 12. feb 2019 -
This describes the image
Foto: Amazon

Den amerikanske onlinegigant Amazon kom ud af 2018 med en samlet omsætning, der for første gang passerede 200 mia. dollar. Efter en vækst på hele 31 pct. endte Amazons samlede omsætning sidste år på 233 mia. dollar, svarende til 1.514 mia. kr.

Den største vækst kommer imidlertid fra andre kilder end det varesalg, som optager Amazons konkurrenter i detailhandelen mest.

Det gælder blandt andet cloud-tjenesten Amazon Web Services. "Service sales" øgede omsætningen med næsten 32 mia. dollar til knap 91 mia. dollar, mens salget af varer "kun" voksede med 23 mia. dollar til 142 mia. dollar, svarende til 922 mia. kr.

Det er næsten 20 pct. - en vækstprocent, som de fleste detailhandlere i verden ville være mere end lykkelige for at opnå.

Men Amazons service-salg er altså samtidig vokset med 53 pct. - til nu at udgøre 39 pct. af den samlede omsætning.

Kan overhale Costco og Kroger

Det er kun få uger siden, at revisiongiganten Deloitte præsenterede sin årlig liste over verdens 250 største detailhandelsvirksomheder, og på den liste indtog Amazon pladsen som nummer fire., baseret på omsætningen i 2017.

Med 500 mia. dollar er Walmart helt urørlig som størst, men toeren og treeren, ligeledes amerikanske Costco og Kroger, skal have forbedret sig meget, hvis ikke de er blevet overhalet af Amazon i 2018.

Til forskel fra tidligere år, hvor Amazon også leverede høje vækstprocenter, er det sidste år også lykkedes at tjene gode penge.

Driftsresultatet er tredoblet fra 4,1 til 12,4 mia. dollar, svarende til 81 mia. kr., mens bundlinjen fra sidste år ender på runde 10 mia. dollar - 65 mia. kr.

Til Mellemøsten?

Amazon har længe været rygtet til Norden og Danmark, men endnu er der ikke åbnet nogen Amazon.dk-butik.

Til gengæld melder svenske ehandel.se om et bekræftet indtog i Brasilien - og nu bringer nyhedstjenesten CNBC også oplysninger om virksomheder, der er blevet kontaktet af Amazon om salg til nye kunder i først de Forenede Arabiske Emirater og siden Saudi-Arabien.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?