Amazon øger omsætningen 40 pct. i andet kvartal

Udland 31. jul 2020 -
This describes the image
Foto: Amazon

Coronakrisen har som bekendt givet onlinehandelen heftig vind i sejlene, og det afspejler sig med al tydelighed i en ny kvartalsrapport fra den største e-handler af alle, amerikanske Amazon.

I tørre tal har Amazon øget omsætningen i corona-månederne april, maj og juni med ikke mindre end 40 pct. i forhold til samme periode sidste år til næsten 89 mia. dollar - eller 564 mia. kr.

Amazon-stifter og topchef Jeff Bezos, som nu er blevet verdens rigeste mand, har unægteligt grund til at være tilfreds:

- Det var endnu et højst usædvanligt kvartal, og jeg kunne ikke være mere stolt af og taknemmelig overfor vores ansatte verden over, siger han i en officiel kommentar.

Han bemærker specifikt, at salget af varer fra eksterne leverandører er steget mere end Amazons egne varer i kvartalet. Amazon er under anklage for at misbruge sin indsigt i nogle eksterne leverandørers data til at udkonkurrere dem.

 

Nærmer sig Walmart-højder

I første halvår af 2020 er Amazon nået op på en totalomsætning på 164 mia. dollar, og de astronomiske tal nærmer sig dermed hastigt tallene fra verdens største detailvirksomhed Walmart, der ellers har været i en liga helt for sig selv på globalt plan.

For Amazons vedkommende er det bemærkelsesværdigt, at omsætningen i "net service sales", der overvejende dækker Amazon Web Services salg af cloud-løsninger, nu ikke er meget mindre end salget af varer.

72 mia. dollar kommer fra det forretningsben, mens varerne står for 92 mia. i halvåret.

I modsætning til netbutikken har Amazon Web Services været til stede her i landet i et par år.

 

Fordoblet overskud

Amazon prioriterede i mange år vækst over overskud, men nu vokser resultatet relativt mest med tæt på en fordobling i årets andet kvartal sammenlignet med de samme måneder i 2019.

Driftsresultatet fra 3,1 til 5,8 mia. dollar, og bundlinjen fra 2,6 til 5,2 mia. dollar, svarende til 33 mia. kr.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?