Amazon bekræfter snarligt indtog i Sverige
Opdateret 4. august
I et par år har rygterne floreret om online-titanen Amazons ankomst til Norden - og dermed Danmark - uden at der endnu er sket noget.
Men tirsdag 4. august kom bekræftelsen så fra hestens egen mund. Svenske Market.se fik et positivt svar fra Alex Oates, som er chef for Amazons ekspansion i Europa.
– Amazon har været tilgængelig for svenske forbrugere og virksomheder via vores forskellige europæiske websites i flere år, men næste skridt bliver at introducere et komplet detailhandelstilbud i Sverige, og det er det, vi planlægger at gøre nu, siger Alex Oates i en kommentar til Market.se.
På Linkedin har Niels Ralund, adm. direktør i e-butikkernes brancheforeningen FDIH, været ude med følgende kommentar:
"Meget hårdnakkede rygter har længe cirkuleret, men i dag er det så officielt bekræftet fra Amazons side. Det bliver spændende at følge udviklingen hos vore svenske naboer - og naturligvis også følge med, i om denne åbning snart følges op af en lignende lancering i Danmark", skriver Ralund.
I år er der kommet langt flere konkrete spor at gå efter, hvad angår en Amazon-etablering i Sverige. Amazon har blandt andet ansat svensktalende oversættere og sikret en betalingsmulighed tilpasset svenske forhold. Et af de seneste spor er ifølge bl.a. Dansk Erhverv og DI Handel en åbning for, at brands nu kan lade deres varemærker registrere på Amazons svenske markedsplads.
Amazon har stadig ikke selv meldt noget ud om tidspunktet, men i Sverige er mange branchekendere nu helt sikre på, at Amazon.se får premiere til efteråret - nærmere bestemt 27. november, hvor det store handelsstunt Black Friday skyder julehandlen i gang.
Lang tids forberedelse
Oplysningerne om Amazons snarlige ankomst til Sverige stammer bl.a. fra en viceadm. direktør i analysevirksomheden HUI, som følger svensk detailhandel tæt.
Den pågældende, Emma Hernell, har været under skarpt forhør hos branchemediet ehandel.se, der gerne vil vide, om man kan være sikre på, at det denne gang er alvorligt ment.
- Vi er ret sikre i sagen, men vi kan ikke fortælle, hvem der er kilde til de oplysninger. Men vi hører i branchen, at der bliver snakket om, at det nu er i gang, og at en lancering er blevet forberedt gennem længere tid, siger hun til mediet.
I første omgang skal varerne på det kommende svenske Amazon-site komme fra Tyskland.
Så mens Amazons stifter og verdens rigeste mand, Jeff Bezos, for tiden lægger arm med politikerne i hjemlandet USA, hvor Amazon er under anklage for at misbruge sin dominerende position i markedet, ruller ekspansionen videre udenfor landets grænser.
Læs også Amazon øger omsætningen 40 pct. i andet kvartal
Amazon har tidligere i år åbnet for salget af fysiske varer på et andet nyt marked i Nordeuropa, Holland.
Det har lagt pres på landets egne e-handelsaktører med Ahold Dehaize-ejede Bol.com i spidsen.
Herhjemme har brancheorganisationen FDIH længe ventet nyheden om Amazons indtog i Norden.
- Vi har i lang tid ventet på, at Amazon ville etablere sig i Norden. Der er ingen tvivl om, at det svenske Amazon vil intensivere konkurrencen, for Amazon har længe været foran, hvad angår digitalisering, service og teknologi. Jeg tror dog, at både Holland og Norden har så stærke netbutikker, at Amazon får svært ved at få samme dominerende stilling her, som f.eks. på det tyske marked, siger Niels Ralund, som er adm. direktør i FDIH.