Aldi på vej til topplacering i Europa
Mens de danske discountkæder synes at have nået et mætningspunkt, virker de tyske discountkæder ustoppelige internationalt, og de går målrettet efter at være de største dagligvarekæder i Europa.
En ny analyse fra det ansete tyske fagblad Lebensmittel Zeitung forudser, at tyske Aldi vil blive Europas anden største dagligvarevirksomhed inden 2020, hvor den tyske konkurrent Schwarz Gruppe med kæderne Lidl og Kaufland topper listen. Dermed vil Aldi lægge sig foran andre giganter på markedet som Carrefour, Tesco og Metro.
Lebensmittel Zeitung forudser, at de to kæder, Aldi Nord og Aldi Süd, tilsammen vil indtage andenpladsen på top 10-listen over Europas største dagligvaregiganter.
Supermarkeder
Ifølge analysen bliver de traditionelle supermarkeder presset fra to sider. Dels fra den voksende onlinehandel med fødevarer, som i dag drives frem af Amazon Fresh. Dels de tyske discountkæder Aldis og Lidls fortsatte ekspansion.
Sidste år lå Aldi kun som nummer fem på top 10-listen, men allerede i år er kæden ved at overhale Tesco, som desuden er sat under ekstra pres på grund af det lave pund.
Nogle eksperter er inde på, at der er plads til, at en ny hard-discountkæde kan få plads nedefra, efterhånden som de etablerede discountkæder udvider både butikker og sortiment og generelt udvikler sig mod supermarkedssegmentet, men den mulighed tror Lebensmittel Zeitung ikke på.
Dertil er både Aldi og Lidl i dag så store og har så stor en indkøbsmagt, at de vil kunne afvise et offensivt forsøg nedefra.
Fagbladet forventer heller ikke, at de øvrige detailgiganter i Europa vil hente vækst af betydning i de kommende år. Derimod synes både Lidl og Aldi fortsat at kunne hente vækst gennem ekspansion i stadig flere lande udenfor hjemlandet Tyskland.