Stor hjælp til ordblinde medarbejdere
-
Salling Group tilbyder gratis ordblindeundervisning og lancerer ny skanner, som både kan læse tekst højt og vise billeder af produkter.
Salling Group vil gøre det lettere for ordblinde medarbejdere at løse arbejdsopgaver.
Derfor tilbyder Salling Group nu gratis ordblindeundervisning og en ny oplæsningsfunktion i butiksmedarbejdernes håndholdte skannere.
Anledningen er den internationale Ordblindeuge 2024, og Salling Group præsenterer to nye initiativer, der skal gøre hverdagen og arbejdslivet lettere for virksomhedens ordblinde medarbejdere.
Syv procent har vanskeligheder
Omkring syv procent af den danske befolkning er ordblinde. Nogle er diagnosticeret og andre går måske med en mistanke.
Nu tilbyder Salling Group et undervisningsforløb til ordblinde medarbejdere, der ønsker at styrke deres læse- og skrivefærdigheder, så de kan føle sig mere selvsikre og kompetente i deres daglige arbejde.
Gennem et samarbejde med Videnscenter Djurs kan medarbejdere tilmelde sig 10 timers gratis ordblindeundervisning med fokus på blandt andet brug af digitale skrive- og læseredskaber, brug af AI eller afklaring om mulig ordblindhed.
Smart skanner
Derudover har Salling Group lanceret en ny læse- og skrivevenlig opdatering af de håndholdte skannere, som medarbejderne bruger, når de fylder varer op og opdaterer priser. Med den nye opdatering kan skannerne læse tekst højt og vise billeder af de produkter, som medarbejderne skanner eller søger efter, så arbejdet ikke er afhængigt af hvor godt eller hurtigt, man kan læse.
En af dem, der allerede har vænnet sig til at bruge nyskabelsen er Isabella Synnøve Lilly Lionett, der er salgsleder i Netto Tilst ved Aarhus. Isabella er ordblind og var tidligere udfordret af at skulle læse mange varenavne, når hun fyldte varer op.
- For mig er det en stor hjælp, at den nye skanner kan læse højt. Og så gør det en forskel, at jeg nu kan skanne hyldeforkanten og få vist et billede af den vare, der skal stå der, siger Isabella Synnøve Lilly Lionett.
Værdifuld visuel tænkning
Salling Group arbejder strategisk på at uddanne ledere, nedbryde barrierer og fordomme og skabe faktabaseret viden om ordblindhed.
- Vores nyeste ordblindeindsats er et vigtigt næste skridt i retning af at understøtte vores ordblinde kolleger til yderligere at udfolde deres potentiale, så de ikke oplever ordblindhed som en begrænsning, men tværtimod kan sætte alle deres kompetencer endnu mere i spil. Vi ved nemlig, at ordblinde er dygtigere end gennemsnittet af befolkningen på en række områder – f.eks. når det gælder visuel tænkning, afkodning af mønstre, kreativitet og innovation, siger Louise Gade, executive vice president, people, culture & sustainability hos Salling Group.