Corona hjælper Salling Group til rekordregnskab

Salling Group 21. apr 2021 -
This describes the image
Foto: Salling Group
  • Danmarks største dagligvarekoncern, Salling Group, lander i 2020 både rekordomsætning og det bedste underliggende resultat i koncernens historie

Det kommer ikke ligefrem som den helt store overraskelse, at Salling Group kom ud af corona-året 2020 med en helt usædvanlig omsætningsvækst på 7,3 pct. til en rekordomsætning tæt på 61 mia. kr.  – og den bedste overskudsgrad i mange år.

Årets EBIT-driftsresultat steg fra 2,27 mia. kr. til 2,82 mia. kr. – og det gav en overskudgrad på 4,6 pct. mod 4,0 pct. det foregående år. Tilbage på bundlinjen var der 1,85 mia. kr. mod 2019’s 2,29 mia. kr. Det sidste var dog påvirket positivt af en stor gevinst fra frasalget af Netto Sverige. 


“Vi er opmærksomme på, at dagligvarer er en af de få brancher, der er positivt påvirket af corona”


Dagligvarehandlen har i dén grad hørt til blandt corona-krisens vinderbrancher, hvilket Salling Groups adm. direktør Per Bank ikke var bleg for at erkende på et pressemøde først på dagen:

- Vi kommer med det bedste underliggende resultat nogensinde i Salling Groups historie. Når jeg siger underliggende, er det fordi, vi et par gange før har solgt virksomheder – så når man kigger på resultatet efter skat, er der faktisk et par år, hvor resultatet efter skat er højere, sagde han. 

- Men vi må bare sige, at vi er opmærksomme på, at dagligvarer er en af de få brancher, der er positivt påvirket af corona. Så derfor er den primære årsag til vores gode resultat mere held end dygtighed, sagde han. 

Årets massive vækst var procentuelt lidt højere i Nettos udenlandske butikker med godt 8 pct. til en omsætning på 15 mia. kr., mens den hjemlige vækst lå på lige over 7 pct. til knap 46 mia. kr.

Det skal ses i lyset af, at Salling Group også i et vist omfang har været ramt af nedlukning herhjemme med et større antal centerbutikker, Sallings stormagasiner og kæder som BR og Carls Jr.

 



 

Der foreligger ingen tal fra de enkelte kæder, men Salling Group melder om rekordomsætninger og resultater i alle kæder – og lande, bortset fra Tyskland.

Online som supplement

Per Bank udtrykker stor tilfredshed med, at markedslederen i løbet af det seneste år har rykket kraftig på sine to strategiske hovedprioriteter. 

Dels med købet af Tescos butikker i Polen, hvor Netto nu er gået i gang med at konvertere fem butikker om ugen, dels med lanceringen af Føtex’ dagligvare-onlinehandel i

Københavnsområdet. Det bliver nu fulgt til dørs af containere i Bilkas to go-koncept, der skal servicere de mere tyndt befolkede områder af landet.

De to er dog grundlæggende kun et nødvendigt supplement til Salling Groups i alt 1444 butikker per 31. december 2020, hvoraf der var 343 Netto’er i Tyskland og 394 i Polen.

- Vi er noget bagefter på online. Vi har lige fået tal og ligger på en andel på godt 20 pct. af online-markedet for food. Det er egentlig overraskende stort, når vi er kommet så sent i gang. Så en ambition om en andel på 35 pct. er egentlig OK. Det kan måske blive mere, men lad os se. Det bliver i hvert fald aldrig en forretning, som vi kommer til at tjene mange penge på. Men den giver en synergi, og den giver vores kunder noget ekstra – og moderniserer vores brand, som vi naturligvis altid kan trænge til, lød det fra Per Bank.
 

Opdateret 21. apr 2021

Vil du vide mere?