Snoet karrierevej med blåt blod i årerne
-
Jubilar Henrik Frost nåede drømmejobbet som varehuschef i hjembyen Kolding. Men nye muligheder lokkede.
Der er masser af karrieremuligheder i dagligvarehandlen.
Det kan 43-årige Henrik Frost bevidne.
Han har båret navneskilte med jobtitler som bl.a. kasseassistent, kolonialchef og varehuschef.
I dag er han avanceret til salgsdirektør i Føtex, og han fejrer nu 25-års jubilæum i Salling Group.
Butiksgulvet er hjemmebanen
Henrik Frost er også nærmest født ind i branchen, for hans forældre havde en købmandsbutik i Seest ved Kolding i 21 år. Henrik og hans tvillingebror og søster blev flasket op med at sætte varer på plads og være en del af det travle købmandsliv.
På trods af det havde han regnet med, at han skulle være noget indenfor it. Men planen blev ramt af 'delete'-knappen, da han fik job i Bilka Kolding,
- Jeg skulle bare lige tjene nogle penge ved siden af studiet. Min mor var på det tidspunkt ansat i Bilka Kolding, og jeg fik job ved kasselinjen og i informationen. Jeg havde ingen planer om at gøre karriere i Dansk Supermarked, som Salling Group hed dengang. Jeg ville være noget indenfor it. Men jeg blev så glad for at være her, at jeg stadig er en del af virksomheden, siger jubilaren. Han bor i Kolding sammen med sin kone og deres to børn.
Sporty start
Henrik sagde i første omgang ja til at blive elev, og siden blev det til en lang række forskellige stillinger – primært i Bilka. Henrik fik tidligt lyst til at gå efter en lederpost. Den første af slagsen var som salgsleder i tekstil/sport-afdelingen i Bilka Kolding. Siden er det blevet til jobs som drifts-, sektions- og varehuschef, som har bragt ham til Sønderborg, Odense og hovedkontoret i Aarhus.
Det var noget helt særligt for ham, da han i 2017 fik mulighed for at blive varehuschef i hjembyen Kolding.
- Min drøm gik i opfyldelse. Det var drømmestedet for mig og en virkelig fed opgave, som jeg var meget glad for. Men jeg holdt alligevel øjne og ører åbne, så da jeg fik mulighed for at komme til Bilka Odense som varehuschef, takkede jeg ja efter to gode år i Kolding, fortæller Henrik Frost.
Skift til Føtex
Han lærte at binde slips i Bilka, men tiderne forandrer sig – altid! Så nu er det faktisk tre år siden, han sidst har haft slips på i arbejdsøjemed.
Efter to år i det fynske, takkede han ja til at blive head of retail i Bilka på hovedkontoret i Aarhus. Og i forsommeren i år hed udfordringen Føtex.
- Jeg synes faktisk, at jeg altid har haft drømmejobbet. Jeg er blå helt ind i hjertet. Godt nok har Bilka og Føtex hver sin blå farve, men jeg har virkelig ‘blåt blod’ i årerne. Jeg kunne aldrig finde på at handle andre steder end i Salling Group. Jeg har lovet mig selv, at hvis jeg en dag bliver ked af at gå på arbejde, så skal jeg stoppe. Der har naturligvis været både trælse og tunge dage, men jeg har altid haft den rigtige mavefornemmelse med jobbet, og den er vigtig, siger Henrik Frost.
Masse muligheder
Gennem det kvarte århundrede har han fået en masse gode og tætte venskaber, og der har været hylesjove oplevelser med kolleger.
Henriks planer er lige nu, at han om 15 år også kommer til at fejre sit 40-års jubilæum.
- Jeg havde egentlig ikke troet, at jeg skulle til Føtex nu, men muligheden bød sig, og jeg slog til. Det er det fede ved Salling Group: man har altid en masse muligheder, hvis man selv opsøger dem. Jeg er virkelig glad men også ydmyg overfor min nye stilling. Jeg er i gang med at lære en masse i Føtex, og jeg ser mig selv som værende salgsdirektør i mange år frem, siger Henrik Frost.
I fodsporet på chefen
Hans chef, direktør i Føtex, Morten Møberg, er begejstret for at have fået Henrik med ombord.
- Henrik er meget ‘likeable’, nysgerrig og er faldet rigtig godt og hurtigt til i teamet, og så har kollegerne i varehusene taget utrolig godt imod ham. Han har givet sig selv en intens begyndelse for at få set og hilst på så mange kolleger som muligt. Hvis jeg skal drille ham en lille smule, så må jeg sige, at det er rigtig dejligt, at han lader sin chef vinde, når vi løber DHL, lyder det smilende fra Morten Møberg.
Henrik Frost fejrer sit jubilæum fredag 25. oktober på hovedkontoret i Aarhus med en reception for venner, kolleger og familie. Han bliver traditionen tro i ægte Salling Group-stil hentet i limousine og med familien kørt til flaggang og fejring.
Henrik har virkelig været oppe på mærkerne i sin 25-årige karriere. Her nogle jobskilte fra hans private souvenir-samling. Foto: Salling Group