Ny varehuschef i Føtex Glostrup

Navne 3. okt 2024 -
This describes the image
- Føtex i Glostrup skal være et rart sted at være både som kollega og kunde, siger Thomas Larsen. Foto: Salling Group
  • Thomas Larsen indtager sit nye job med overvældende erfaring: Gennem 21 år er det blevet til flere forskellige funktioner i 10 Føtex’er.

Thomas Larsen er ny mand i spidsen for Føtex Glostrup – og han indledte også sin karriere i Føtex for 21 år siden. 

36-årige Thomas Larsen er ny varehuschef i Føtex Glostrup, og hans rejse mod jobbet begyndte i Føtex Albertslund: der startede han to dage efter 15-års fødselsdagen.

Gennem 21 år er det blevet til forskellige funktioner i 10 Føtex’er, og nu vender han altså retur til Vestegnen som varehuschef i Glostrup 1. oktober. 

Megaspændt

Han kommer fra en lignende stilling i Lyngby Hovedgade. Med skiftet kommer han både tættere på sit hjem i Albertslund og det sted, hvor det hele begyndte. 

- Jeg er megaspændt, og jeg glæder mig til at lære varehuset, kunderne, kollegerne og kulturen i Glostrup at kende. Selv om det lyder lidt som en kliche, går jeg altid efter at være byens foretrukne indkøbssted, men jeg mener det, og jeg vil gå langt for kunderne og for den gode service. Det er og har altid været vigtigt for mig, at kunderne er tilfredse, siger Thomas Larsen, som bor sammen med sin kæreste og deres tre døtre. 

Høj faglighed

Han vægter fagligheden hos kollegerne meget højt.

- Føtex i Glostrup skal være et rart sted at være både som kollega og kunde, siger Thomas Larsen, som også har ambition om, at Føtex skal være en del af lokalsamfundet.

- Jeg vil gerne have, at Føtex Glostrup er en af de mest attraktive arbejdspladser i byen. Mange får måske det første job eller den første uddannelse hos os, og det forpligter, siger Thomas Larsen. Han blev varehuschef i 2020 i Carlsberg Byen, og efter halvandet år gik turen til Lyngby Hovedgade. 

Erfaren herre

Han har mere eller mindre været i alle afdelinger i Føtex gennem sin karriere, lige med undtagelse af slagter- og delikatesseafdelingen, og hans faglighed og viden er stor, fortæller regionschef i Føtex, Jakob Larsen. 

- Thomas er en erfaren herre, som passer rigtig godt til Føtex i Glostrup. Det er et helt naturligt step, at han får ansvaret for et større varehus, og jeg ser rigtig meget frem til at samarbejde med ham. Thomas er utrolig kompetent og en virkelig dygtig leder, siger Jakob Larsen. 

Thomas Larsen afløser Louise Holm, som skal til Netto som distriktschef.

Man er i gang med at få Thomas’ afløser i Lyngby Hovedgade på plads. 
 

Opdateret 3. okt 2024