Salgsdirektør i Føtex rykker til Normal
-
Tore Nederland har takket ja til jobbet som retaildirektør for Normal og takker derfor snart af i Salling Group efter mere end 20 år i koncernen
Med næsten 21 års uafbrudt karriereforløb i Salling Group, der startede som kasseassistent tilbage i 2003 og slutter som salgsdirektør for Føtex og Føtex Food, er det en kulturbærer, der snart takker af, når Tore Nederland inden længe forlader koncernen til fordel for et job som retaildirektør i Normal med hovedsæde i Skanderborg.
Og allerede inden Tore Nederland forlader Salling Group og jobbet som salgsdirektør i Føtex er hans afløser udpeget og fundet internt. Det bliver nuværende head of retail i Bilka med ansvar for seks hypermarkeder i region syd Henrik Worre Frost Larsen. Ligesom Tore Nederland har Henrik Worre Frost Larsen været i Salling Group koncernen siden 2003, hvor han dengang startede karrieren som salgsleder.
- Jeg har haft mere end 20 skønne år i Salling Group og er - mildest talt - super glad for, at min gode kollega gennem mange år Henrik Worre Frost Larsen overtager rollen som salgsdirektør i “min” elskede Føtex-kæde, som han passer perfekt til.
- Samtidig har jeg maven fuld af sommerfugle over at skulle møde mine nye kollegaer i Normal, hvor jeg - efter en forlænget sommerferie - skal lære alt om at sælge normale varer til unormale priser i de otte lande Normal har butikker i, oplyser Tore Nederland på Linkedin.
Tore Nederland har på nær fire år som marketingchef for Bilka og BR arbejdet alle år i positioner i Føtex.