Stigende omkostninger giver Amanda Seafoods underskud
-
Virksomheden har ikke kunnet overføre øgede omkostninger til salgspriserne
Efter to år med overskud må den nordjyske producent af fiskepålæg, Amanda Seafoods, hente et underskud hjem i 2022. Ledelsen betegner resultatet som utilfredsstillende.
Virksomheden fik i regnskabet for 2022 et minus i driftsresultatet på 8,7 mio. kr. De to foregående år landede resultatet begge år på et overskud på godt 11,4 mio. kr.
Amanda Seafoods blev sidste år hårdt ramt af en stor stigning i omkostningerne, som man ikke i samme tempo har været i stand til at overføre til salgspriserne. Der har således været stigende priser til råvarer, energi, emballager og ingredienser.
Nettoomsætning blev på ca. 509 mio. kr., og det er en stigning fra ca. 485 mio. kr. året før. Omsætningen har været stærkt stigende gennem de seneste fem år fra ca. 165 mio. kr. i 2018 til 509 mio. kr. sidste år.
Egenkapitalen er reduceret fra 35,6 mio. kr. til 26,6 mio. kr.
Virksomheden har allerede taget initiativ til at reducere omkostningerne bl.a. ved at samle to fabrikkers administration til en. Ledelsen af Amanda Seafoods har desuden påbegyndt flere projekter, der skal optimere driften og forbedre lønsomheden. Det omfatter bl.a. en yderligere effektivisering af selskaberne i koncernen.
Amanda Seafoods producerer og markedsfører et bredt sortiment af fiskepålæg, som virksomheden har leveret til dansk detailhandel, foodservice og industri siden 1916 under varemærkerne Amanda og Dronningen. I 2019 har Amanda Seafoods overtaget de kendte varemærker Bornholms og Glyngøre.